Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/767

7ð4 NORDLANDS AMT. ligger i dynger under træerne. Barken var urørt, kun ende- knoppen afspist. Skaden er ikke jevnt fordelt over skogen. Ogsaa i Beie1:en og i Misværmarken har smaafuruen lidt ved --musegnav. Klatremusen angriber undertiden ogsaa birk. Helst- under fritsti1aende, ældre birketræer finder man marken tæt best1=øet med afbi(lte grenspidser. Lemæn og mus overstrømmede i 1903 i talløse skarer store dele af amtet. De har havt et «vandringsaar». Aarene 1883 og 1889 var ogsaa museaar. Vandringerne gaar fra øst mod vest, fra fjeldene ned i dalene, lemæn og mus omtrent samtidig. Alle steder i Saltens furuskoge saaes spor efter musens herjing. Det er klatremusen, der særlig er skadelig. De andre t-o skog- ødelæggende mus, den almindelige markmus eller moldvonden (ar1:i(“ola agrestis) og den rødbrune skogmus (arvi(:ola rut-ilus), an- griber furuens rodhals og nederste stammedele, som ofte rund- gnaves og afbarkes i den grad, at træet dør ud. Klatremusen, der har evne til at klatre, angriber smaafuruens grene og de øvre dele af stammen, ofte selve topskuddet, som den afbarker. Paa grenene gnaver den dels barken af, dels bider den dem af, oftest tæt indved stammen for senere paa marken at fortsætte afgnav- ningen af barken, og saa fortærer den selve endeknoppen. Tusender af ungfuru, lige fra planter til 2 a 3 m. høie træer, strøg mod i Saltdalen og i Beieren høsten 1903. Klatremusen angreb denne gang mest disse skoge, og da voldsomst i dalenes øvre dele. Efter museaar kommer en mængde ræv, maar og røskat. Rovdyrfangerne gjorde det godt, medens jagt og fangst af smaa- vildt gav lidet udbytte. Fra Mo f. eks., der har været et af de største vildteksporte- rende steder i Nordland, blev der i l904 neppe sendt en kasse vildt Lemænen eller lemen(le (lemmus )?orvegi(:us) er meget almindelig tilfjelds, og i somme aar optræder de i enorme masser og vandrer ned i dalene; der er lemænaar, som der er museaar. Den fart, hvormed de formerer sig, og den masse, hvori de optræder, har givet anledning til den tro, at de falder ned fra l1imleu. ()laus Magnus siger i l555, «at lemænen falder ned fra luften- under storm og heftige regnskyl; men intet menneske ved, hvor- fra de kommer, om de er førte af vinden fra fjerne øer, eller om de er fødte i skyerne. Ligesom græshopperne viser de sig i store skarer og ødelægger alt grønt og er saa giftige, at alt levende, som bliver bidt af dem, der». “ Peder Claussøn skriver i 158O, at «i Nordland, som er den nordligste del af Norge, findes nogle smaa dyr, som kaldes løm1ner eller lemminger, og som i store hobe falder ned med regnen, og stundom hænder det, at de i store skarer vandrer