Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/795

782 NoH1)1.AN1)s AMT. voksen efugl, men søger at trække den af redet for at æde æg eller unger. En fisker i Rødø saa en ravn, som af al magt søgte at trække en efugl af redet Den havde bidt fast med nebbet i efuglens hale og drog den af al magt bagover for at faa den af redet; dette vilde ikke lyk-kes, fordi efuglen var temmelig tung, og naar ravnen trak i den bagover, flyttede den sig ved vinger og fødder frem igjen i sin gamle stilling. Dette gjentog sig flere gange. Fiskeren vilde netop til at jage ravnen, da «ekallen» nærmede sig redet. Fiskeren vilde da se, hvad enden vilde blive, og blandede sig ikkei striden. Ekallen havde seet, at hunnen blev angrebet af ravnen, og hensigten var øiensynlig at gaa løs paa ravnen. Med oprakt hals kom den vraltende til stedet, hvor ravnen ihærdig holdt paa at slide i ehunnen. Ekallen løb til og tog med sit stærke neb et godt tag i ravnens hals, som den ikke senere slap. Øen, som var ganske lav, havde en jevn skraaning til havet-. De kjæmpende var saa nogenlunde lige stærke. Ravnen søgte at blive fri, men ekallen holdt fast om halsen, saa ravnen ikke rigtig kunde bruge sig. Ravnen fløi op, saa ekallen løftedes fra jorden, men dalede straks ned, da ekallen var tnng; dette gjentog sig atter og atter, uden at ravnen kom løs. Snart havde den hvide fugl og snart den sorte overtaget, og striden blev langvarig. Men under denne kamp mærkede fiskeren en stræben hos ekallen efter at naa havet, som kun var faa skridt borte. Hver gang ravnen anstrængte sig for at komme løs, magede den anden det saa med sine vinger, at de kom nærmere og nærmere havet, hvor ekallen vilde komme i sit element. De var om- sider kommet nederst paa et lidet berg, og endnu en gang for- søgte ravnen ved vingernes hjælp at komme løs, men nu gled de ud i sjøen, som her var dyb. Der hørtes et plask, og begge var forsvundne. Ekallen dukkede og tog ravnen med, saa denne satte livet til. A Ehunnen hækker gjerne i nærheden af stormaagens hække- pladSe. Denne er stridbar og holder ravn og kraake borte. Imid- lertid maa ehunnen, naar den har faaet sine unger udklækkede og- paa vandet, betale afgift - til sin forsvarer stormaagen. Maagen griber nu og da en efuglunge og sluger den let, hel og levende. Efuglens næring bestaar af lavere havdyr, fornemmelig blød- (lyr. Disse er for det meste bunddyr, saa efuglen maa dukke for at faa tag i sit bytt(?. Den skal selv paa dybder paa over 1OO meter kunne naa bunden og hente næring. I almindelighed