Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/91

78 NORDLANDS A1u1T. Rulttinderne, hvoraf den høieste, Rulten, naar over l 062 m. o. h. Med de steile og forrevne øer Lille og Store Molla paa sydøstsiden gaar Øihellesund mod nordøst og fører forbi Digermulen ind i det egentlige Ra.ftsund. Dettes omgivelser er vel af alle steder i Lo- foten mest bekjendt for sin mærkelige natur. Raftsund gaar i nordlig retning mellem Østvaagø og Hinnøen. Fjeldene paa begge sider.af Raftsundet hæver sig op fra vandet i et mylder af steile styrtninger og sorte pigger, den ene ved siden af, over og bag den anden, skilte ved botndale med indsjøer og med snefyldte gjel. Bekjendt er udsigten fra fjeldene ovenfor Digermulen, paa Raftsundets østside paa Hinnøen. «Vakrere end udsigten fra Digermulkollen i Raftsundet, naar midnatsolen sætter Lofotens brætinder i glød, er end ikke ud- sigten fra Camaldoli til Neapel eller fra Taormina til Etna. Det er store kunstværker af naturen, og indtrykket forbliver lige mægtigt, om det end opnaaes ved saa høist forskjellige midler,» siger den østerrigske geolog E. Richter. “ Kittelsen skriver om Raftsundet: «Det er sommer og sol- skin. Ryperne farer plaskende tilveirs for hvert skridt, man tager i de deilige løvlier ved Digermulen Dybblaa fjelde med lysende snefonner hænger i lang række som en perlesnor over paa den anden side af Raftsundet, hvor et mylder af fosser og bække baner sig vei fra fonnerne ned mellem det sprættende liv af løv og blomster til havet. Aldrig saa jeg saa friske farver! I)e hvide fonner i de blaa fjelde, og det grønne saa saftig grønt. I lysende fiekker og straaler kastes speilbilledet tilbage af den stille fjord. Det er et billede fra en eventyr- fantasi; her maa Stedet være, hvor prinsessen blev bergtagen. Ligeoverfor Digermulen viser sig i fjeldet en skarpt tegnet kvindeprofil. Sommerens billede er her saa intenst. Man føler, at hvad her spirer, gaar som livet i en myldrende tue - en ustandselig higen for at leve en kort tid. En natur, som i sig Samler livets ynde og livets alvor. Den friske luft giver enhver lyd skarpt tilbage; en hvals pusten durer som et bergskred, medens den skjærer gjennem fjorden som et mørkt lidet punkt med en lang; skinnende stribe efter. 0ppe i fjeldene stirrer en masse underlige opsyn frem af de biZarre former. Det er de samme ansigter, som for vore fædre blev til en verden af jutuler og trolde, og som bandt dem i frygt og kjærlighed til en stor natur.» Paa den anden side af Raftsundet nordenfor Digermulen gaar ind i Østvaagø Troldj)ordeu, en bizar og fantastisk, vild, liden botnfjord. Indløbet til fjorden er saa smalt og ligger slig til, at man fra Raftsundet ikke let ser det. Længer inde ud- vider fjorden sig til en kort sækkefjord, indrammet paa nord-