Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/101

FlSKERIER. 91 bud om visse slags fiskeredskaber har været grundede paa de fleste af indbyggernes vota, omendskjønt de har været bevægede dertil af had, avindsyge, uvidenhed og 11rimelige fordomme.» De saakaldte trondhjemsborgere, som var bosatte i Trond- hjem, men drev handel paa Nordland, ansøgte i 1773 om, at de gjældende forbud mod garn og 1iner maatte ophæves. Ansøg- ningen blev ikke indvilget, men det blev tilladt at bruge garn paa visse steder i Torskenfjorden i Senjen fra 12te marts og ud- over. Tre aar senere ytrer Nordlands amtmand om torskegarn, at fisken skyr de sunde og fjorde, hvor torskegarn udsættes, og anfører som bevis, «at der nu i Raftsundet og Kanstadfjorden ikke har været fisk at bekomme i et halvt Snes aar, efterat torskegarn i nogle aar har været brugt der i overflødighed». Forestillingen indsendtes til regjeringen. I Raftsundet, Kanstad- fjorden og Vesteraalen lod øvrigheden sagen gaa sin gang, og her bar fiskerne sig ofte ad, som om intet forbud mod garn eksisterede. Saa kom sagen mod l45 høvedsmænd, der fiskede med liner, og som blev dømte. Nye lovbestemmelser var øiensynlig paakrævet. En kommis- sion udarbeidede saa et forslag til en fiskerilov for Nordland, og forslaget blev lov den 1ste februar l786. Loven gav garnbruget en meget indskrænket plads i Lofoten; kun i Raftsundet mellem Østvaagø og Hinnø og kun fra 26de februar maatte garn bruges. Dengang indtraf, som nu, ikke aarvist fiske i Raftsundet, og garn- fiskeren var ofte nødt til at reise hjem uden nogen lot. Ifølge samme lov maatte paa Helgeland garn ikke udsættes før 4de marts og da kun paa visse steder, som opregnes i loven. Forordningen af lste februar 1786 opnaaede ikke hensigten. Der tvistedes om line, snøre eller garn. Naar garnene fiskede, «skraaler doven- skab og misundelse af fuld hals over vindskibelighedens held», skrev i 180l J. P. Hist i plan til ordens oprettelse ved Nord- lands vinterfiskeri. Forordningen blev overtraadt. Størst mod- stand mødte bestemmelsen om, at -liner og garn ikke maatte ud- sættes før en bestemt datum. Fiskestimerne søgte ikke alle aar ind fra havet paa samme tid. Torskestimerne samlede sig paa de kjendte pladse, men man havde ikke lov til at bruge tjen- lige redskaber; der var saa mange klagemaal, at der fra l796 ikke mere blev tænkt paa fiskeriforordninge11. Leopold von BuCh omtaler 1807 den forbitrede kamp, som omkring l75O førtes paa Søndmør om garnenes tilladelighed, og saa tilføier han: sMed forundring ser man, hvorledes den samme strid træk- ker sig nordover fra den ene landsdel til den anden, hvorledes man stadig kommer med de samme grunde og stadig paany paa hvert sted maa indhente erfaringer-, akkurat som om disse lands-