Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/102

92 NORDLANDS AMT. dele ikke stødte til hinanden, men laa spredt omkring i fjerne verdensdele. » I 1762 var garnene forbudt paa Trondhjems kyster. I 1768 var garnene netop kommen i brug i Nordland, hvor de vakte en stor kamp, som dog stilnede omkring 1807, da kampen førtes i Finmarken. I 30 aar var der mange lovovertrædelser og mange klager. Nordlands biskop, M. B. Krog, der mødte som repræsentant paa stortinget 1815-16, fremlagde et forslag, som den 1ste juli 1816 fik lovs kraft. Denne lov vedblev at gjælde lige indtil 1859, da garnbrug blev tilladt overalt i Lofoten; dog skulde garn ikke udsættes paa havstrækningerne nærmest land, der var forbeholdt 1inefiskerne. Havet for hvert vær blev inddelt i sæt med 20 favne mellem hver garnbaad. Vestenfor Henningsvær kunde garn og liner anvises plads ved siden af hverandre. Garn- bruget var endnu ikke velseet blandt fiskeredskaberne. Flere aar senere skriver Sommerjelt: «Endnu vedvarer striden blandt almuen om garnbrugets gavnlighed, hvortil dog nok misundelse er den største aarsag.» Lofotloven af 1857, der traadte i kraft i 1859, tillod ligeledes garnbrug overalt uden anden indskrænkning, end at opsynet be- stemmer, paa hvilke havstrækninger det kan drives uden at for- trænge linerne. Opsynet, som tidligere paalaa væreiere og høvedsmænd, gik over til et af kongen udnævnt opsynspersonale med politimyndighed. En lov af 20de juli 1903 forbød hrugen af synkenot efter “skrei, og den lov er afløst af Vedtægt i henhold til lov af 6te august 1897. Under gunstige betingelser har synkenoten vist sig at være den billigste, den bedst fiskende, det lettest brugte redskab, og desuden kommer al fisk fersk iland, eller den fra synkenoten ilan(lbragte fisk er værdifuldere end den af andre redskaber tagne, der kan staa nætter og dage i sjøen. Synke- eller søknoten har, som før berørt, længe været brugt og bruges i Nordland til fangst af sei paa skallerne, hvor fisken gaari aaten, og til optagelse af smaamort til agn om vaaren inde i bugterne. I)ens fangstevne beror derpaa, at bundfiskene søger lige nedad paa dybet, naar de mærker, at faren nærmer sig. Redskabet bestaar af et garn, fra 20 optil 40 favne i kvadrat; det ubredes saa fladt som muligt paa bunden; naar fiskestimen siger ind over noten, hales hurtig op i alle fire bjørner-, saa- le(les, at garnet straks danner en sæk. Al fisk, som da befinder sig i den del af sjøen, som redskabet spænder under, sætter straks ne(l, men maa blive i sækken og følge op med. Hele fiskemassen bliver trængt sammen i en klump; dette og over- anstrængelse gjør, at en ikke saa liden del af fisken sprænger