Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/128

Denne siden er ikke korrekturlest


1 18 NORDLANDS AMT. længst, til 1882. Fabriken indførte en ny methode for fiske- guano. Det lufttørrede raastof blev først udsat for et damptryk i lukkede beholdere og derefter tørret i tørrerum med varmeled- ninger. Herved blev stoffet sprødt og lod sig let finmale. Denne gjødning var meget efterspurgt i Tyskland. Fabriken paa Sauøen fremstillede ogsaa fiskelim af fiskeaffald. En fabrik for fiskelim, indrettet paa større produktion, fungerede tilfredsstillende, men klimaet i Lofoten gjorde det umuligt at faa limet tørret. Limet skulde tørres i plader ligesom hornlim, men det regnfu1de og fugtige klima gjorde, at limet ikke blev tørt, og kunstig tørring viste sig heller ikke tjenlig. Nogle aar senere fremstilledes ved Kristvik fabriker ved Kri- stiansund flydende fiskelim, og denne industri viste sig leve- dygtig. Fabriken paa Sauøen indførte ogsaa koldklaring af damptran. I 1877 blev der en stærk konkurrance i guanoraastof paa Lofoten, og denne fortsattes til 1885; de i Lofoten liggende fa- briker brugte sine driftsfond og maatte nedlægge sin virksom- hed. Prisen paa tørrede skreihoveder steg fra den i flere aar almindelige pris af l øre pr. stykke til nær 2 øre pr. stykke. Raa- stoffet i Lofoten var utilstrækkeligt til at underholde driften af de der bestaaende fabriker. Sauøens fabrik alene var indrettet paa at oparbeide hele Lofotens tørrede fiskeaffald. I 1881 blev driften ved Leirosens fabrik nedlagt. Samme aar blev driften standset ved Sauøens fabrik. Omtrent samtidig standsede Lyngvær fabrik sin drift. Den almindelige misere afskrækkede ikke fra nye foretagen- der; ogsaa England vilde være med og gjorde den største fiasko. I 1879 anlagdes en større fabrik for fiskeguano paa Brettes- nes i Lofoten. De fra fiskebaaden kommende raa hoveder skulde tørres ved stenkul. Tørri11gen ellers foregik i vinden i fri luft. Vinden besørger tørringen ti1fredsstillende, blot stoffet spredes udover klipperne eller ophænges. Efter 1O aars virksomhed blev driften ved det store anlæg ganske nedlagt, efterat foretagendet havde bragt store tah. Ved Sauøens fabrik blev af hver million tørrede skreihove- der udbragt 1545 sække flskeguano paa lO0 kg. I 1881 gik Leirosens fabrik over til et nyt selskab, hoved- sagelig væreiere i Lofoten, som selv kunde skaffe en del raastof. Priserne paa fiskeguano var i syttiaarene i nogle aar 2O kr. pr. sæk à 1O0 kg., leveret ved fabriken, efter 1882 sank prisen til kr. 9.50 pr. 1O0 kg. i 1897, efter hvilket aar den atter sees at gaa op til kr. 10.50 eller 11 kr. pr. 100 kg. Dette i 16 aar fortsatte prisfald med laveste punkt i 1897 skyldes tilgangen paa andre kunstige gjødningsstoffe.