Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/134

Denne siden er ikke korrekturlest


124 NORDLANDS AMT. herred; der kom ind i 1873 endel sild, hvilken siden har holdt sig der og formeret sig. Fjorden, der en en knap halv sjømil lang og lidt mindre end Ve mil bred, er forbundet med havet ved et langt, smalt indløb, der med stor fjære ligger tørt. Inden- for fjorden ligger en poll, noget større end fjorden og forbundet med denne ved en kort, 3 fod dyb strøm. Silden holder sig mest i fjorden, men er ogsaa faaet paa garn i pollen. Sildefisket er ligesom skreifisket urgammelt i Norge. Den ældste lovgivning har nøiagtige bestemmelser for sildefiske, saavel for garn- som notfisket. De er efter principet de samme som nu efter tusen aars forløb. Der maa være gaaet lang tid, før disse bestemmelser formede sig til lovparagrafer, og de gamle love er et sikkert bevis for sildefiskets ælde i vort land. Vore ældste sagaer omtaler sildefiske, drevet af navngivne mænd paa Harald Haarfagres tid, men da disse sagaer, i den form, de er nedskrevne og komne til os, er meget yngre end det tidsrnm, de omhandler, saa er sagaernes vidnesbyrd ikke saa sikre som den gamle lovgivniugs. I Landnaamabok fortælles om Thur-id Sundaj’yl(ler, som levede paa Harald Haarfagres tid, at hun trollede under en hungersnød alle sunde i Haalogaland fulde af si1d. Thorolv K1:eldulvson, som boede paa Torget i Brønnø, havde, som før berørt, folk i si1defiske, efter hvad der berettes i Egils saga. Thorolvs broder, Grim Kveldulvson. ogsaa kaldt Skallagrim, boede i Fjordene, og han drog om vinteren med mange af sine folk med et fartøi paa sildefangst. Det har, siden det var om vinteren, og han boede i Fjordene, vistnok været vaarsildfiske, han drev, kanske omkring Kinn. Til siIdefangst synes de allerede dengang at have brugt not, thi det heder om Grim Kveldulvsou, at han ofte var paa silde- fiske «meò lagnarskúta», det vil sige et fartøi, som bruger lǫgn eller not. Derimod forstod man dengang ikke at salte sild. Silden blev vistnok dengang tørret, ialfald var det i ældre tid den bruge- lige tilvirkning, og den solgtes i kurve, meiser, og kaldtes meisasild. Under Harald Graafeld (961-976) herskede hungersnød ogsaa i Helgeland. Snorre beretter saa1edes, at da Gunhildssønnerne raadede for Norge, blev det stort uaar, og det blev værre og værre, jo længere de styrede landet. “Saavidt kom det, at lands- folket næsten overalt savnene korn og fisk. Øivind Skaldespilder, som dengang boede paa sin gaard paa Helgeland, maatte hugge istykker en kostbar spænde, som han havde faaet i skaldeløn af islændingerne, for at kjøbe sig slagtekvæg. Om vaaren kom imidlertid et stim af sild til nogle 11dvær, og Øivind tog med