Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/142

Denne siden er ikke korrekturlest


132 NORDLANDS AMT. luft. Gjennem gjellerne (toknen) optager fiskene surstof af van- det og overfører det i blodet, hvorfra kulsyre istedet fjernes gjennem gjellerne. Silden søges ogsaa med vandkikkert. “ Er der sild tilstede, søges silden med lod. Basen og underbasen roes i hver sin let- baad, medens de stadig holder et fint snøre eller messingtraad, hvortil er fæstet et lod, ytterst ude paa pegefingeren. Snøret holdes i sjøen nogenlunde lodret, og silden i stim støder an mod snøret eller loddet, og det mærker basen med pegefingeren og kan deraf bedømme, hvor tæt silden gaar. v Ofte mærkes tilfældig, at der kommer sild ind paa en fjord, og folk forlader alt andet arbeide, høonn og kornskurd, og det bærer afsted til notbasens gaard. I hast tages noten ned af loftet og trækkes ud i fartøiet, storbaaden sættes ud, kvinderne lægger den nødvendige niste ned i kostkisten, og det uundværligste tøi pakkes ind. Alt maa gaa i en fart, det gjælder at være paa Stedet i rette tid ved sildefisket. Slæbedamperen stryger afsted med notbruget til den fjord eller det sund, hvor sildestimen ven- tes at sige ind. Dampbaaden slæber undertiden notbruget snese eller hundrede mil borte fra hjembygden, fra det nordligste Nordland til Stad. Men silden staar ikke færdig til at lade sig stænge. Undertiden har det kun været en liden straale af silde- stimen, undertiden holder silden sig dybt, og de talrige baad- mandskaber ligger der i uvirksomhed i dage, i uger. Har man omsider mærket silden, saa gjælder det, om den vil søge land og hvor. Forsigtig iagttager basen i sin færing med vandkikkert og lod stimens gang, medens notbaaden kommer et stykke bagefter og vogter paa hans signaler. Naar det rette øieblik er inde, raaber han: «Kastl» eller der gives et paa for- haand aftalt tegn. Det ene øre gaar i vandet, og taug føres iland, hvorpaa noten udgives, eftersom baaden ror frem, indtil den er helt ude, og stimen omsluttet. Naar tauget er bragt iland, be- gynder landdragningen af ørerne, forat stængslet kan blive fuld- stændigt. Stæugescenen lægger, især naar det blæser noget, stærkt beslag paa basens stemmemidler. Det er et forskrækkeligt skraal af folk, fugl og hval paa en sildefjord, saa basen trænger en kraftig røst for at kunne høres. (En Stentor kunde selv ei give større skrig, Ja Mai-s ei skraalte mer i den trojanske krig», er der sagt. Gaar silden til land, og der er mange notlag, gjælder det for notbasen at narre de andre lag eller slutte samlag med dem. Der er i denne henseende flere beretninger, som viser basen-nes opfindsomhed. Tidligere var den sild, som stængtes før et vist klokkes1et paa søndag, ulovlig stængt og kom ikke 1aget ti1gode.