Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/143

F1sKER1EB. 133 Der var rigelig sild, og alle notlagene laa og ventede paa, at det skulde blive lovlig tid. Lidt før denne tid raaber en bas «kast», og i god tro raaber ogsaa de andre baser kast, og ud gik alle nøterne, undtagen hos ham, som havde kommanderet «kast». Thi han havde instrueret sine folk slig, at de ikke skulde følge hans ordre. Et par minutter senere var tiden inde, og da kom det afgjørende «kast», og han beholdt da stænget, som var gjort i lovlig tid. Ved en anden leilighed kastede en af notbaserne sig i van- det, netop i det øieblik, da den lovlige tid var inde, og de kon- kurrerende baade ilede til for at redde ham, medens hans egen baad øieblikkelig begyndte at kaste. Han havde nemlig aftalt med sine folk, at de skulde kaste, naar han faldt i vandet, og de andre baade, som ikke kjendte denne eiendommelige maade til at give en ordre, blev opholdt ved at søge at redde ham, saa kastet blev hans. Under inddragningen mod land søger man at hindre, at sil- den gaar ud gjennem de midlertidige sideaabninger ved «skim- ler», hvidmalede bord, som skal forestille fisk (sei), og som sky- des (skimles) ind imod den. Naar stænget er draget til lands, ombyttes ofte stængenoten med laasenoten. Laasenoten kan sættes indenfor stængenoten, men er der meget sild i kastnoten, sættes laasenoten ndenfor, hvis den har tilstrækkelig længde og dybde. Derpaa støttes noten paa yttersiden med «penter», et slags barduner, og kagger an- bringes paa korketauget for at holde den bedre oppe. Undertiden søger silden at undvige ved at sprænge gjennem notvæggen eller at redde sig over den, især hvis der er kommet sei eller torsk ind med stimen. Er bunden ujevn, kan det hænde, at silden finder aabningerne og fjerner sig i stilhed. Noten tømmes ved hjælp af orekastnoten, som kastes indeni stor-noten og trækkes op mod land, og saa øses silden op i baa- dene med store hove. Ogsaa under denne kastning maa skimlerne gjøre tjeneste. Gaar silden i aate, lader man den blive staaende i noten for at «skyde aaten», inden den optages. Af denne aate er sortaaten eller krudtaaten den skadeligste. Den meddeler al flsk, som har fraadset i den, en ubehagelig smag. Mindre ska- delig er rødaat, som skal gjøre silden rød ved benene. Er silden liden, kan det hænde, at den kastes bort eller anvendes til gjødsel eller kreaturføde. Silden kan undertiden krepere i mængde i noten, naar den staar for tæt, saa den kvæles, eller naar den staar over leret bund, og leret vand kommer ind i gjellerne og volder kvælning. Professor Rathke omtaler i beskrivelsen af sin reise i Norge l800-1803, at man iAafjorden satte stormaskede sildegarn indeni