Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/152

Denne siden er ikke korrekturlest


I42 NOReDLANDS AMT. Det heder, at den norske sild blev tørret ligesom skreien og forhandlet i flettede kurve, meiser, og den kaldtes derfor meisa- sild. At der slet ikke anvendtes Salt til at bevare silden, synes lidet rimeligt. Silden blev vistnok i den ældste tid for den største del røget eller tørret, og denne behandlingsmaade holdt sig langt ned igjennem tiden. Benævnelsen meisasild, der i det 13de og 14de aarhundrede forekommer, tyder hen derpaa Herman Corner taler ved 1428 om «sild og anden tørfisk», og af Peder Claussøn tales ogsaa om tørring af sild. Han skriver om sildefisket i «Viigssiden» 1556, at det «gick rundelig oc offuerflødig til; saa hafue ocsaa adelsmænd saa vel som borgere oc bønder ladet bygge der allevegne skøne oc store boder oc huus, to eller tre lofft høie til samme brug; oc vaare samme boder saa store, at mand paa en tid kunde udi et huus indhenge oc torcke heden ved 14 lester sild». Ved en læst forstaaes vel her 12 skippund, og 14 læster sild vil da sige 26 til 27 tons sild, som kunde tørres i et hus. En ikke ringe del af silden blev saaledes tørret i det 16de aarhundrede, og at silden i ældre tid blev behandlet alene paa denne maade, stemmer med den almindelige antagelse, hvorefter sildesaltningen først i det 15de aarhundredes første halvdel blev opfundet af den nævnte hollænder IV. Bøkel. Hertil kommer, at saltet i ældre tid var kostbart. De gamle fik sit Salt dels ved at koge ind havvand, dels ved brænding af tare og tang. Det sidste Salt kaldtes svartsalt, og det omtales allerede i Gulathingsloven § 75, som bestemmer, at leilændingen skal ikke flække næver til salg, med mindre han maa kjøbe sig svartsalt (svarta salt), men han skal ikke tilvirke mere salt, end han behøver til sit bufæ, medmindre han trænger til at kjøbe næver. LuPas Debes fortæller endnu i sin F ærøernes beskrivelse, at man paa Færøerne salte(le spækket af gi-indhvalen i sort salt, og dette sorte salt tilberedet de af tang, som de tørkede og brændte til aske, og med denne aske saltede de spækket. Om Harald Haardraade heder det ( Codex Frisianus): Da han kom ud for Lister, saa de to mand i en baad, den tredje var oppe i berget og brændte tare, og om denne mand heder det, at han brændte salt. Naar saltet er sort, saa skyldes dette det uforbrændte kul i asken. Desuden kogtes Salt af havvandet, og der opregnes i Diplo- matariet mange steder, hvor der var saltketilssát, eller steder, hvor der brugtes eller kunde bruges saltkjedel. Salt tilvirkedes saaledes i landet selv fra urgamle tider, og