Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/191

Denne siden er ikke korrekturlest


HUSF1.m OG 1N1)UsTH1. 181 vil vistnok heri gjøre nabosognene rangen stridig. Her er sned- kere, dreiere, smede, skræddere og skomagere, og skjønt de ikke har staaet i nogen lære, har de dog erhvervet sig en høi grad af fuldkommenhed, hvilket tildels kan tilskrives de her i sognet indflyttede fremmede. I kystherrederne tilvirkes og istandsættes nu fiskegarn og andre fiskeredskaber, og de almindelige gaardsredskaber og hus- geraad forarbeides. Hertil er i mange herreder det hele husflids- arbeide indskrænket Langs kysten, hvor befolkningen lever af havet og altid maa være paafærde, hvor fisket slaar til, og hvor der desuden er liden tilgang paa trævirke, er det forklarligt nok, at industrien med trævarer er ringe. Inde i dalene, hvor der endnu er skog, og hvor befolkningen ikke lever fra haand til mund som mange steder ved kysten, burde tilvirkning af alle slags trævarer som husflid være mere udbredt. Vistnok har, som senere omtalt, ti1virkning af baade og alt, hvad dermed staar i forbindelse, hidtil været drevet ogsaa som en hjemmeindustri. I Bindalen, Vefsen, Ranen og Sa1tdalen, som er herrederne for baadbygning i Nordland, har baadene lige til de sidste aar været byggede paa gaarden af husbonden og hans sønner. Milevidt op gjennem dalene, paa hver eneste gaard, hører man klinking af baadbord. Denne industri er ikke fra igaar eller idag og er vistnok ikke meget yngre end gaardenes bebyggelse. I indlandsbygderne, hvor der er tilgang paa trævirke, har man om vinteren god tid til at pusle med øks og kniv. De almindelige gaardsredskaber, slæder, vogne, river og økser, til- virkes. Tidligere var der iHelgelandsbygderne en industri, og endnu sees paa gaardene, især de afsidesliggende, hvor opkjøberen ikke har fundet frem, tallerkener og fade, kunstfærdig dreiede ølboller, bretter og kopper, store kander og krus, lysestager og mangel- træer, smørkopper og ostebretter, øser og kokser og andet, som vidner om en gammel kultur, der holder paa at forsvinde. Alt saadant kaldes nu for «gamalt medel», men holdes ikke i den agt og ære, som det burde. De rosemaIede tallerkener, fade og brikker, som før udgjorde brudens medgift, sammen med træ- kopper og øser samt kunstfærdig malede boller og krus med inskription og aarstal, de agtes nu ringe og erstattes af krustøi, billige kjøbte sager, der fortrænger det gamle trætøi. Gamle vægska-be og sengesteder, som før prydede hvert hjem, sees nu mindre; andre tider og andre sæder har gjort sig gjæl- dende, men fattige og nøgne ser væggene ud nu mod før, da noget af den gamle kultur prydede hjemmene. A