Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/221

Denne siden er ikke korrekturlest


HAs1)E1. oo smBsFABT. i 211 Bergen en vægt, som heller ikke var nøiagtig; nogle paastod, at den var en halv vog for drøi; dette var en overdrive]se, men runde ti mærker i overvægt maatte den yde]sespligtige rykke ud med ved veininger i Bergen, og det maatte fogden have for øie, hvis han ikke skulde lide for store tab. Desuden var det skik, at kjøberen altid i handel og vandel baade da og senere tog en vis overvægt, det saakaldte «udørslag», af 4-1O nìærker af tør- fisken. Men tog nu baade fogden og lensherren paa Bergenhus hver sin rundelige overvægt, fik den skattep]igtige svie for han- delen. Der blev ogsaa høilydte klager over dette forhold, og et klagemaalsbrev blev udfærdiget paa Trondenes 24de april 1571. og underskrevet af 24 mand fra Nordland og Finmarken. Først klages der over, at de, naar de betaler sine skatter i“ fisk, maa give stor overvægt til fogden og befalingsmanden, for hver vog fisk en halv vog mere, 2 pund for en halv vog. Det begyndte, siger de, for 10--12 aar siden og er stadig bleven værre, «hvilket vi fattige almue tidt og ofte sligt bekjendt haver her paa lagtinget og i Bergen for Eders naades befalings- mænd og fuldmægtige, og kunde dog ingen besked og skaansel bekomme herover .... Sammeledes, allernaadigste konge, naar vi kommer til Bergen med vor fiskeskat, da handles der med os, fattige aImue, saare strengelig, saa naar vi hertil har betalte vor skibsskat af vore skib og vore jagter og mændene deres hyre, da er der paa slottet saa streng vægt, at to parter af vor fragt bliver der udgivet, og vi knapt beholder en tredjepart igjen». Endvidere klager de over, at de maatte give dem «skjænk, som veiede fisken, og den, som antegnede det, og siden slotsherren»; gjorde de ikke det, maatte de vente 6-7 op til 1O dage, før de fik leveret. Endvidere klager de over, at «de maatte aflægge ed paa, hvormeget de førte. Hvis de nu huskede feil, maatte de enten bøde mange penge, eller deres arme sjæl komme i stor fare». Der klagedes ogsaa over, at de ikke fik forsyne sig saaledes i Bergen, at de kunde hjælpe den fattige, som ikke havde raad til at reise den lange vei. Over kjøbmændene førtes ligeledes høilydt-e klager. Tilslut heder de om, at kongen for Guds skyld maa forhindre, at de ikke «længer maatte lide og vederfares slig ulov1ig besværing og overvold». I de følgende tider blev det noget bedre. Kristian IV viste stor interesse for landets nordlige egne. S1:hønnebøl, som skrev i 1591, fortæller, at der ingen penge brugtes til dagligdags i Nord]and: CHer udi Norland vanker ingen penninge iblant den gemene mand, men naar de vilde kiøbslaa og handle med hver andre, saa regner de deres kiøb udi marke tall, efter gammel vis og