HAN1)E1. oc SKIBSFART. 2 I 3 kan læse, skrive eller regne, og saa bekommer han udi Betaling nogle Speciedaler eller andre Varer, som han haver fornøden . . . . Og dersom Nordfaren paa Reisen formedelst Storm og Uveir drukner og bliver borte, da er Kjøbmanden sin Betaling kvit; thi han maa ikke søge sin Gjæld udi Nordlandene hos Arvingerne, hvorndover han tit lider Skade; der findes og de Nordfarer, som ikke Aaret efter kommer til Bergen, fordi de ikke vil betale deres Gjæ1d, men sender deres Fisk og Varer frem med deres Grander og Naboer eller troe Venner, hvilke tager fra Bergen med sig, hvad de vil have hjem igjen, hvorud- over Kjøbmanden ogsaa bliver skuffet og bedraget. Og ligesom Garpen paa Bryggen bliver af Nordfaren bedragen og skuffet, saa er der tit funden de Husbonder og Garper ved Kontoret, som udi saa Maade har fixeret deres Herskaber udi Tyskland, og det er befundet, at de har indskrevet mange ved urette Navn i deres Regnskabsbøger for store Summer, som de har bekommet Gods for og var skyldige, men samme har aldrig udi Bergen været.ɔ
O, da hansaforbundet var opløst, gik det hanseatiske
kontor i Bergen ti1bage, .1;Qrdlandshande1en i“Be1Jggn-kong over gaa norske Îhga3n-d-er, idet gaardene eË-e?stî1erne solgtes, men først fra l764 kan handelen siges helt at være overtaget af nordmænd. De nordlændinger, som kom til Bergen, var for gjældbundne, til at de kunde rive sig løs. Bestemmelsen om en almindelig afbetaling af gjælden hjalp ikke, nordlændingerne vedblev at staa i gjæld til de udenlandske kjøbmænd, og tyskerne taler oftere i breve fra denne tid om «sine nordfarere». Holberg mener, at de hanseatiske kjøbmænd, «Contoret», be- handlede nordlændingerne ilde: «Contoret haver Tiid efter anden giort meer og meer Indpas udi Byens Handel og imod Borgernes Privi1egier, fornemme1igen have de bemægtiget sig fast den heele Nordlandske Fiske-Handel, hvortil de have taget Leylighed af Borgernes Fattigdom efter een og anden Ulykke, Staden har været geraaden udi, saa at de have giort Nordfarerne den Forskud, som Bergens Folk ikke vare i Stand at giøre. Og efterat hemældte Nordfarere eengang først vare blevne deres Debitores, maatte de siden af Fornødenhed holde ved at handle med dem. Nordfarernes Handel med de Contorske drives saaledes: -MOd-.Ph-üÍppí„.-I9.;(;0bí-Dags komme Nordfarerne til Bergen, og da skeer af dem LeverantZ til de Tydske paa Fisk, Tallig, Smør, Skind etc. Naar de igien skulde udreedes, maatte deltage til takke hvad de Contorske funde for got at give dem, saa at de reysede bort igien med en Hob udi deres Indbildning dyre Vahre, hvilke dog vare af ingen stor Vigtighed, som for Exempel Miød
