Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/232

W 222 NORDLANI)S AMT. Handelen med Bergen blev fremdeles gjerne anseet som et slags monopolhandel, til hinder for den gavnlige konkurrance imellem kjøberne, og længe var den en monopolhandel. Skjønt der i længere tid hvilede nogen indskrænkning paa nordlands- handelen, vedblev den dog uforandret at n, og grundene hertil var mange. Nordlændingen maatte have et marked for sine varer, hvor han var sikker paa afsætning, og da de nordlandske varer havde stor værdi, maatte det være en forholdsvis rig stad med konku1-rance mellem kjøbere, ellers vilde mængden af varer trykke priserne g volde tab. Bergen havde i aarhundreder været en mægtig handelsstad, kjendt paa de udenlandske markeder. Der var han- delshuse nok til at modtage nordlændingens varer og til at holde disse i en nogenlunde jevn pris. Saalænge handelen gaar godt, og varerne har god afsætning, skal der færre penge og kundska- ber til at handle; i daarlige tider er det især for sælgeren vig- tigt at handle med folk, der har evne til at holde ud, i haab om bedre tider, og til at fortsætte handelen. Den handlende kan holde sig tilbage, men sælgeren maa have afsætning, og paa en saadan tid trænges en formuende handlende, der kan give sine kunder en haandsrækning. Erfa1-ingen viste, at i vanskelige tider vedblev Bergen at modtage varer til en taalelig pris, medens de andre byer, der handlede paa Nordlande11e, enten negtede at modtage eller kjøbte til en lavere pris end Bergen. Bergen var i udlandet kjendt som det vigtigste udskibnings- sted for fisk, og dets kredit som saadant var grundfæstet. Denne kredit gjorde afsætningen sikrere. Nordlændingerne maatte derhos søge et sted, hvor de kunde blive forsynet med, hvad de trængte, og da især korn. Korn- varer kom i mængde til Bergen fra Danmark og de øvrige korn- lande, fordi man der var sikker paa afsætning. Kornet i Bergen var billigere end i de nordlige kjøbstæder; fragten var mindre til Bergen end til Mo1de, Kristiansund og Trondhjem. Fragten fra Bergen til Nordland kostede lidet; thi jægten skulde frit bringe tilbage befragterens’ fornødenheder. Nordlændingen regnede altid de kjøbte varers pris efter pri- sen hos hans kjøbmand i Bergen. Fra gammel tid kjendte derhos de handlende i Bergen nøie t-il, hvad nordlændingen vilde have, og hvorledes han vilde have (let. Jægten bragte hjem talrige fornødenheder for det hele aar, og manglede noget eller var det anderledes, end man var vant til, saa vakte det utilfredshed. “ Nordlændingen trængte en mængde bødkerarbeide; de tønder, som næste aar skulde fyldes med tra“n, fik han saaledes i Ber-