Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/233

Denne siden er ikke korrekturlest


HANDEL OG SKIBSFART. 223 gen; der trængtes en mængde seilmagerarbeide, rebslage1-arbeide, smedarbeide, som maatte forfærdiges efter ma-al og bestilling. Ingen by undtagen Bergen kunde før levere alt dette i saa kort tid, at nordlændingens reise ikke forsinkedes. I de andre byer-, ogsaa i Trondhjem, klagede nordlændingen over, at han fik løfter af haandværke1-ne, men de holdt dem ikke. I Bergen var haandværkerne vel kjendt med nordlandshandelen og saa for- synede, at nordIændingen ikke opholdtes. I stevnet kunde 50 til 80 jægter i l0 til 12 dage ekspederes, losses og forsynes med, hvad de trængte af kjøbmands- som haandværksartikler, og op- hold led ingen. I Bergen gav man gjerne nordlændingen kredit, og det er sagt, at man benyttede krediten eller gjælden til at holde sine kunder fast. Regningen i Bergen viste underbalance, saa at det var raadeligst for den nordlandske skyldner at sende sine varer. Blom beretter i 1827, at man i Nordland var enig om, at nordlændingen behandledes vel i Bergen; mange, som forlagde sin handel til Trondhjem og Kristiansund, var vendt tilbage til Bergen- Nordlændingens handel med bergenserne gik for sig paa tro og love, oftest uden foregaaende akkord. Mange nordlændinger vidste saaledes ikke, forinden de afseilede fra Bergen, hvad de fik for sin fisk, og hvad de betalte for sine varer; mange vidste det ikke før næste aar. Det blev sagt, at nordlændingen behandledes vilkaa1-lig af bergenserne. Saaledes blev Bergens fiskehandlere aarlig enige om priserne, saavel paa fisk som paa de varer, de solgte til Nord- land. Hertil bemærker am1mand Blom, at prisen, som be- stemtes, var mindste indkjøbspris og høieste udsalgspris, men nordlændingen var ikke nødt til at sælge for laveste pris, og de handlende kunde overbyde hinanden. Nordlændingen kunde søge handlende, der gav størst pris for fisken, og solgte varerne billigst. Enhver nordlænding kunde bytte handelsmand hver reise og sælge noget til hver, hvilket han ofte gjorde, naar han skyldte et sted og vilde reise kredit et andet, men der var dog nordlændinge1-, som i sit hele liv kun handlede med et og samme hus. I ældre tid var det dog som oftest anderledes. Bergens pri- vilegier af 29de april 1702 § 3 bestemte, at det skulde være enhver nordlandsfarer, som til en borger i Bergen var noget skyldig, fo1-ment at sælge sine varer til en anden borger, førend han havde betalt sin skyld hos denne. Bestemmelsen blev ind- skjærpet, .men derhos dog noget indskrænket ved fiskeforord“ ningen af 12te september 1753, 2det kap. § 3; ved forordningen af 20de oktober l813 § 11 blev denne bestemmelse omsider op- þ