Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/256

246 Nom)1.AN1)s Am-. villige kunder for sine varer. Det siges, at de ikke sjelden fører baade legemlig og aandelig smitte med sig. Handelsloven af 13de juli l907 har taget meget haardt paa den her omhandlede landfarehande1 eller omførselshandel. Vist- nok er denne handel fremdeles tilladt i Nordlands, Tromsø og Finmarkens amter, men kun i de af disse amter, hvor det bliver fastsat af kongen efter vedkommende amtsthings forslag. Urjøderne bliver helt udi-yddet, thi det heder i loven, at guld- og sølvsager, smykker, spillekort, lommeure og lægemidler maa ikke sælges ved omførsel. Skræppekaren, baadhandleren og kassehandleren maa løse et næringsbrev, som udfærdiges af politimesteren eller magistraten paa vedkommendes hjemsted. Dette maa skræppekaren vise frem, naar det kræves, Næringsbrev tilstaaes ikke nogen, som har over-skredet den næringsret, han før har havt, eller har gjort sig skyldig i straf- bar gjerning, som kan medføre høiere straf end pengebod, eller som kan mistænkes for at være løsgjænger eller tigger. Den politimyndighed, som har udstedt næringsbrevet, kan naar som helst tilbageka-lde det, og det stedlige politi kan sætte det ud af kraft. I hvert amt, hvor der handles, skal skræppekarerne.og de andre landfarehandlere betale til amtskommunekassen en afgift af ikke under 25 kr. og ikke over 20O kr. Det vil sees, at det bliver vanskeligt at være skræppekar. Baadhandlere og kassehandlere har ogsaa slig“afgift at betale, og de mange smaahandlere, som reiste fra fiskevær til fiskevær, synes vanskelig at kunne fortsætte sin bedrift, hvis loven over- holdes. - Stevnerne og jægtebruget. NordIæ11(1ingens be1-ge11s1-eise1- kaldtes stevner. Stevnen kommer af det oldnorske stefna; det betyder møde, som holdes paa bestemt tid og sted; her er det det samme som kaupstej’)ea, eller møde, hvor man kommer sammen for at kjøbe og sælge. Holbergs fortolkning af stevnen i hans Bergens beskrivelse er neppe rigtig; han siger: «Ti(len, paa hvilken de komme til Bergen kaldes Stævnen, uden Tvivl af Stavnen, efterdi de alle med deres Forstavne komme i Hobe-Tall til Bergen, og der ligge Stavn hos Stavn, det er Jagt hos Jagt, som alle vender deres bagerste Deel af Jagtene mod Byen og Huusene efter Byloven, men Forstavnen ud ad Vigen eller Vaagen. Et behageligt Syn, sær, naar de, som undertiiden skeer, moxen alle paa een Tii(l komme l0O og fleere i Tall ind- seilende paa Vaagen, og der sig postere saaledes.»