Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/260

Denne siden er ikke korrekturlest


250 NORDLANI)S AMT. Deres overlast var op til 5 m. over rælingen. Jægterne kunde med denne overlast ikke være skikkede til at holde det aabne hav i haardt veir. De gik derfor oftest indenskjærs, og deres sty1-mænds lodskundskab gjorde enhver noksaa liden havn til- gjængelig for dem. Foldenfjorden og Stadhavet var de to haardeste sjøstykker for nordlændingen. Disse store fartøier sattes paa land, naar de ikke brugtes. Naar en bygdefarjægt kom hjem fra den sidste reise, samledes alle, der havde havt fragtgods med til Bergen, efter skipperens tilsigelse, for at tage masten ud og sætte fartøiet paa land. Dette hørte til befragternes pligter, ligesom ogsaa at sætte den paa vandet og takle den til. De den 17de juni 1738 vedtagne og 6te marts 1739 approberede (:Artikler for jægtebruget i Nord- landene» bestemte dette. Ifølge ovennævnte reskript og vistnok endnu ældre ved- tægter var det pligt for enhver-, som havde var-er med jægten, at møde frem ved en saadan leilighed. Det blev da folksomt paa handelsstedet; thi ikke blot mændene mødte frem, men de tog ofte sine koner og døtre med, saa at der nu blev et stevne idet smaa hjemme i bygden Varerne, som var komne fra Bergen, lastedes ind i baadene, og ved høivande, eller især naar det var springflod, lagdes jægten op i fjæren, og nu gjaldt det at faa den op paa tørt land. Ofte gik den kun langsomt, uagtet man af alle kræfter hivede i taljer og trindser, i taug og tamp, og uagtet mændene arbeidede af alle kræfter, og jægteeieren var paafærde med opmuntringer baade i form af ord og brændevin. Men naar kvelden kom, var jægten som regel paa «skorerne» - saa langt op, at hverken storflod eller springflod kunde naa den, og der skulde den staa til næste vaar. Ved opsætningen brug- tes taljer og gangspil. Af og til lod man jægten ligge paa havnen om vinteren; men da satte der sig ofte orm i træet og ødelagde det. At vandet ved springflod stiger over 2 m., hjalp et godt stykke paa veien, naar jægten skulde sættes paa land. Jægterne kunde blive 20-30 aar gamle. Deres farligste fiende var orm. Før var jægten Nordlands vigtigste og paa længere afstande eneste transportfartøi. Naar Nordlands fiskevarer, som havde stor værdi, førtes til Bergen paa jægten, kom den i de fleste tilfælde baade frem og tilbage i velbeholden stand. I det 15de og begyndelsen af det l6de aarhundrede træffes jægterne i Bergen, men denne fart med jægter er vistnok meget ældre. I de følgende aarhundreder vedbliver nordlændingen selv at føre disse varer til Bergen paa sin jægt og hente sine varer derfra med det samme fartøi, uden at nogen konkurrerer med