Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/261

Denne siden er ikke korrekturlest


HAx1)E1. OG SmBsFART. 251’ andre fartøier. Jægten eiedes undertiden af en velstaaendeW bonde i bygden, undertiden af en proprietÞær og ikke saa sjelden af bygdens præst. Allerede i det 16de aarhundrede finder vi præster nævnt som jægteeiere, der selv førte sin jægt til Bergen, saaledes præsten Morten Thuesen til Øksnes og Langenes i Vesteraalen, der i l592 var ibyen med egen jægt. Han er,. saavidt vides, den første nordlandspræst, man finder nævnt som jægteeier, men allerede den katholske geistlighed og særlig erke-- bispen solg-te tøi-fisk fra Nordland, om det end ikke er bekjendt, at præsterne selv førte jægterne. 0mkring 1600 bestemte geistlige autoriteter, at præsterne i Hammerø og Steigen vekselvis kan seile til Bergen i kjøbstevnerne, og den hjemmeværende præst skulde betjene kirkerne i begge sogne, naar den anden «segler». I det følgende aarhundrede vedblev mange sognepræster i Nordland at drive jægtebrug. Petter Dass paa Alstahaug var jægteeier og skal ofte selv have faret til Bergen. En af sine jægter mistede han paa Stadhavet i 1692, da der i anden stevne forulykkede 16 nordlandsjægter samtidig, da de om aftenen skulde søge ind til havn. Petter Dass skildrer tildragelsen i sin «Nordlands Trompet» i følgende ordela g : Et Tusend, seks Hundre(le nitti til to, Da var der flere, der græd, end der lo, Den Tid vore Jægter de stødte Paa Banker og Grunde i store Stats-Hav, Man saa hverken Stuv eller Stikke deraf, Det sendtes Neptuno til Bytte. Min Jægt var i Selskab og stødte (lerhos, Der foor baade Midler og timelig Gods: O Gud, dig ske tusendfo1d HÐre! Du togst det igjen, det du selv-er mig gav; Sel nøgen fra Moder og nøgen i Grav, Mit Symbolum stedse skal være Hvad skjø1ter jeg Havet tilføied mig Vold! Gud haver ti(lobbelt igjen i Behold, Lad bruse de Bølger og brumlel Mit Gods er ’nedsjunken, men ikke mit Sind; Naar vi den tilkommende Verden gaar ind, Da skal os Ulykken ei tnmle! Det hændte nu og da, at bygdens jægt forliste, saa den hele ladning gik tilbunds. I en tid, da der ikke fandtes nogen art af assurance, føltes en saadan ulykke dobbelt tung ,i de mange hjem, som med jægten ventede en stor del af de vig- tigste livsfornødenheder fra Bergen, og mangen mand, som tid- ligere sad i gode kaar, blev forarmet ved et saadant forlis, og den hele bygd sattes tilbage. I et af Vesteraalens herreder for- liste i slutningen af det 18de og begyndelsen af det 19de aar-