Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/268

Denne siden er ikke korrekturlest


258 NORDLANDS AMT. grund af den lange vei eller af andre grunde kun gjorde én reise om aaret. g Man regnede l00 jægter i hver stevne, men Sagen og Foss angiver i Bergens beskrivelse i 18.24, at der da kun kom 40 til 5O jægter i første og 7O til 8O i anden stevne. I første stevne førte jægterne tran og rogn og noget fisk fra det foregaaende aars sommerfiske og høstfiske. I anden stevne kom hovedmængden af tørfisken. Med jægterne fulgte ofte handelsmænd og embedsmænd, som var ansatte i Nordland, ligesom de unge nordlændinger af begge kjøn, som skulde fuldende sin uddannelse sydpaa. Bekvemmelighe(lerne ombord var ikke mange; kahytten eller «vængen», som den almindelig kaldtes, var liden og trang, men man kjendte intet bedre og fandt sig tilfreds med be- fordringen. Christian Fredrik gav som prinsregent under 27de februar 1814 et reskript om et eget orlogs- og koffardiflag for Norge. Flaget skulde være rødt med et hvidt kors og med den norske løve med hellebard i gul farve i øverste afsnit. Dette flag holdt sig paa nordlandsjægterne endnu ud i firtiaarene. Føreren af nordlandsjægten havde i regelen sin kundskab om seilads kun gjennem erfaring. I hukommelsen havde han kart og kurs; hver havn, hver holme, hvert skjær og hver grund langs den hele led skulde erindres; han havde intet andet hjælpe- middel end hukommelsen. I de lange somme1-dage og lyse næt- ter, da «landkjending» ikke er vanskelig, og alle med og mærker kunde sees, og havn heller ikke søgtes om aftenen, var Opgaven lettere, men i en stormfuld l1østaften, naar havn maatte findes i mulm og mørke, kunde den mindste feil foraarsage tab af liv og fartøi. Fra Bjørnør til forbi Nordkap var der før opmaalingeni 1828 til 1844 ikke noget kystkart. Langs hele nordlandskysten var der før 1857 intet fyr, intet underlandsmærke. Den 25de april 1807 sendtes et andragende til Nordlands amt om et blusfyr paa -øen Røst, men der kom intet ud af det. Styrmand eller kjendtmand var oftest forenet i én person. Jægtens eier kaldtes skipper; styrmanden havde befa-lingen ombord; af og til var eieren ogsaa Styrmand, men som regel var han kun, hvad der kaldes supercargo. Forretningerne med lastens aVfsætning og indkjøb besørgedes af ham. Naar handels- manden var jægteeier, fulgte ofte en af sønnerne med som skipper. Opholdet i Bergen under stevnen var lykkelige dage for den unge nordlænding. Med egne øine lik han se alle disse mærk- 1værdigheder,som han i sin fjerne hjembygd havde hørt tale om,