Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/28

Denne siden er ikke korrekturlest


i - FISKERIER. I 9 Efter gydningen er skreien afmag1-et, og dens graadighed er da -umaadelig; den sluger anden fisk af middels størrelse, ligesom slo tilligemed torskehoveder, der undertiden er for store til at komme ned gjennem svælget. Sandsynligvis staar hermed i sammenhæng, hvad fiskerne beretter, at skreien, før den siger ud tilhavs, fylder maven med sten eller indtager ballast, da den ved tabet af den mængde issel og rogn er bleven for let til at foretage sin lange reise; maaske hænger det saaledes sammen, at den udhungrede skrei har faaet øie paa et eller andet sjødyr, og har slugt dette, tilligemed den sten, hvorpaa det har siddet fast. Der er mange eksempler paa torskens slugvorrenhed. I Mens- -fjorden i Alstahaug fiskedes i l890--„’ en stor torsk, som indeholdt 16 lemæn. Disse dyr var da tilstede i.mængde og lagde ofte ud i sjøen for at svømme over fjordene. Herved kan torskens maveindhold forklares. I gydetiden synes trangen til næring mindre. Masser af torsk tages dog under denne paa agn, navnlig rognfisk især i begyndelsen af fisket. Rognpartiet er større, naar hovedfisket falder paa 1inebruget. Sild, b1æksprut og lodde, som jages af torsken, bringer ogsaa ofte forstyrrelse i fisket. I torskens mave kan man finde alle slags agn. . Efter gydningen haster ski-eien bort fra fiskebakkerne til sine vante opholdssteder. Den gydte og befrugtede rogn flyder, som nævnt, paa havet, og det hænder, at f. eks. hele havstrækningen mellem Svolvær og Skraaven er belagt med rogn i forskjellige udviklingssta-dier. Efter de af prof. G. O. Sars gjorte iagttagelser, udk1ækkes skreiens rogn i løbet af 18 dage, om end tiden vistnok er af- hængig af temperaturen. Skreiungernes udvikling er blevet kjendt ved prof. G. O. Sars’s undersøgelser : I de første dage, efterat skreiungerne er udklækkede af rognen, fremstiller de sig som nogle af de mest hjælpeløse smaa- skabninger, som tænkes kan. Ved den uformelig store navle- blære eller blommesæk, som de har faaet med sig fra sit ophold i ægget som nisteskræppe, holdes de altid høit op i overfladen af vandet og bliver her tumlede omkring af strøm og storm i alle retninger, uden at kunne gjøre nogensomhelst modstand. Er efter nogen tids forløb denne blommesæk absorberet, begynder de allerede at føre et noget mere selvstændigt liv, skjønt deres bevægelser endnu ikke er saa kraftige, at de formaar at modstaa sjø og strøm. Et naturligt instinkt bringer dem imidlertid i saa- danne tilfælde til at søge dybere ned under overfladen af vandet, hvor de er mindre berørte af disse ydre paavirkninger. Deres fede bestaar i denne tid og senere, saalænge de endnu fører et