Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/29

2O NORDLANDS AMT. omflakkende (pelagisk) liv, af forskjellige fritsvømmende smaadyr, og navnlig af de smaa, fine, gjennemsigtige krebsdyr, som man kjender under benævnelsen sildeaat, fordi de om sommeren ud- gjør sildens hovedsageligste næring. Mod slutningen af sommeren, naar de har opnaaet en længde af omtrent 1 tomme, begynder de at opgive sit omflakkende liv for at søge ind mod land og antage en mere stadig levemaade. Denne væsentlige forandring i deres levesæt kan imidlertid kun foregaa lidt efter lidt og ind- ledes derved, at de først søger hen til manæterne, der paa denne tid i mængde af strømmen bliver udenfra drevne ind mod land, og som altsaa ligesom viser dem veien. De bliver herved ligesom mere fortrolige med de grundere steder ind ved land og med den her forekommende næring, men er dog endnu ikke paa langt nær forberedte til at antage sin stadige levevis langs stranden. Efter at have forladt manæternes selskab sværmer de derfor endnu en tidlang paa det uvisse om- kring i nærheden af land, ligesom om den gamle «rækelysten» endnu hænger for meget i dem til ganske at kunne opgives, og træffes herunder ofte i store s-timer, dels ide saakaldte strømblak, hvor der af strømmen er samlet sammen i overfladen af sjøen forskjellige flydende -gjenstande, som levende, døde og halvdøde manæter, tangstumper o.s.v., dels finder man dem i store mængder, sværmende om udenfor de ytre skjær og holmer paa seigrundene, hvor de paa det ubarmhjertigste bliver efterstræbte af den graa- dige sei og andre rovfiske, med hvem ogsaa flokke af maager og andre sjøfugle deler byttet. Selvopholdelsesdriften bringer dem imidlertid lidt efter lidt til at forlade disse for dem for- dærvelige steder og søge ind i de mere beskyttede sunde og viker, hvor de tilsidst antager den stadige levevis lige ind ved stranden, som allerede før dem seiungerne har antaget, og lidt efter lidt vænner sig til den dem i overflod tilbudte næring, be- staaende af forskjellige sjødyr paa ringe dybder, navnlig krebs- dyr. Man vil imidlertid snart bemærke, at skreiungerne allerede inden kort tid viser en fra seiungerne forskjellig maade at opføre sig paa. Medens disse sidste den hele tid findes lige op ifjæren og i almindelighed høit oppei vandskorpen, holder skreiungerne sig altid mere ved bunden, og jo større de er, paa dybere steder, hvor bunden fra stranden falder brattere af. I det hele dele1- fra nu af skreiungerne kun tilsyneladende seiungernes stadige levesæt; i virkeligheden er de i et stadigt træk, der foregaar lidt efter lidt. De i begyndelsen lige op til fjæren forekommende unger trækker nemlig i samme forl1old, som de vokser til, lidt efter lidt ud paa dybere vand, og deres plads indtages ganske umærkelig C