Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/290

Denne siden er ikke korrekturlest


280 Nom)1.AN1)s Am-. Det svage feminin har i bestemt form «a» (visa), nogle ste- der «o» (viso), og i flertal almindeligst, (o», men ellers «e, aa, aar» (mLsa, vise, visaa, vis-aar). Dativ bruges tildels i ental, men sjelden i flertal. Den nordlandske maalgren deler sig atter i mindre grene, som dog er noget vanskelig at adskille. Den mærkeligste er vistnok den, som tilhører den indre del af Helgeland og Sa1ten, hvoraf følgende former kan mærkes. Det svage feminin har i ubestemt form tildels a, saaledes ei klokka (ellers klokk’“) eller ei visa (ellers vis-’), men i bestemt form: o (klokko, uiso), i flertal aar, i bestemt form aan (klokkaar, klokkaanj; det sidste gjælder kun for Helgeland. Det svage maskulin har i dativ o (paa laavo, i hago, i kîjolo). Lydene k og g bliver bløde i de stærke hankjønsord (stokh;jen, skogjen), men ikke i de svage (hage, bakke, skugge). For Nordland er der opstillet tre dialektgrupper, nemlig Hel- gelands, Salten og Lofotens samt Tromsø amts. I Vefsen, hvor der tales helgelandsk dialekt, adskilles hun- kjøn i bestemt form, saaledes at det stærke hunkjøn har (æIÞ (skaal’æ, markj’(e,), men det andet har o (viso). Ligeledes har det stærke maskulin i dativ «æ» (for eksem- pel i baat’(e, maa sfav’æ.) I disse former med æ (e) og o har det vefsenske maal en mærkelig lighed med det hardangerske og vossiske, og i flertal med aar har det en tilnærmelse til gammelnorsk. Naar p, t eller k forekommer som korte efter en lang vokal, udtales de henimod b, d og g. I Salten har de stærke hankjønsord «a» (skaal’a, markj’a), og dativ af det stærke maskulin ligeledes «a» (i baat’a. mæ stav’a). I Lofoten er dialekten ustø. Tyl(t l forekommer ikke. Sp1’0gp1’øVer. En af de ældste sprogprøver fra Nordland er den, som Petter Dass meddeler i sin «Nordlands Trompet», hvor han indfører en nordlandsk bonde, der taler dialekten under en retstvist i en henvendelse til sorenskriveren: ’ Han sagde: Go SkriVar, eg hæve ei Sag Angaaende meg og min Granne. I gjær nu saa vel, at I græi os den ut: Eg kj0bte ei Møll-Kvæin og Grannen eit- Skjut, I Fælleslag skulle (li stande; S Eg sa: min go Granne, bruk Kvæinna me meg, Saa gaar eg Halvparten i Skjute me deg, “ Og bytte saa, kva vi forkværva. Saa kom og for Skaen, eg seia da maa, (Gu naa den, som Kors og Motgangen fæll paa!) -