BEFO1.HN1NG. 28t At eg kjaure Mærra forderva. Som Grannen nu haur, eg skandera si Mær, Og (larme saa blei han ildherskjen og tvær Og slo saa mi Kvæin udi St-ykja; Men nu vil eg vitja, min kjere Land-Drot. Om eg bør at ta-ka den Skaen for godt, Og sei meg, kva I nu mon tykja. Eg meine saa: be han skandera mi Kvæn, Saa hoig eg ei Flæra i Oikjen igjen, Og darme saa maa da saa drages - Sprogprøven med ord som j’orkv(erva og udtryk som bør at taka er neppe fuldt korrekt Sproget i prøVen er øiensynlig paavirket af skriftsproget, enten dette nu skyldes forfatteren eller sproget allerede dengang var blandet. Troll’e i Skjeruen. (Fra Vefsen efter Ivar Aasen.) Naar ein gaar upp-ette fraa Prestgar’æ i Vefsn, so kjem ein aat ei OlvI, so di kalla Skjervo; ho æ fælt stor, naar d’ æ Flauma2, men ann’er Tie æ ho ’kje st1ørr’ ell ein Væ3 hoi Strokj’an4 kvar ein vil. Da va eingaang ein Kvell seint, at Folkj’e iPrestgar’æ haureY’ eit, so snakka upp i Olven, aa da sa’ di 0r’an: Ti’æ æ komen, men Mann’ æ inkje komen6. Ei Stunn dar ette kom dar ein Mann riand, saa vild aaver Olv’æ. Daa gjekk Presten ut aa ba han gang inn aa inkje ri? ut paa Olv’æ iMyrkre; men Mann’ ha slik ei Hast paa se, at’an vild inkje heftast. Presten telt’an ifraa8 da, hest han kunna, aa tok i Beisl’e aa vild hall Hesten; men endaa var Man-n’ so treisk9 paa da, at han reist’ sin Veg. Men daa han kom i Olv’æ, vart han borte, aa da va ingjen, so saag han att sia. Heming m(e skie. (l-’ra Vefsen.) Her va eingong ein mann her inne i Vefsna i gamal ti. Han heite Heming. Dei fortæle, at han hae eit ski («ein aannaar»), so va saa laga, at naar-’n to dæ paa foten, saa ’()lv for elv. ’pl. af Flaum: vandflod, Vandets opstigning. ’for væd: vader. “bst. pl. af strok, n. ä): strømning eller grundt sted i en aa. Öfor haurde: hørte. 0Efter opgive-ude gjøres der forskjel paa komen, femin. (om tide-n) og kominn, masC. (Xom munden), hvilket dog Synes tvivlsomt; det første skulde ellers her hede komæ. Vfor ride. 8teIt, for te1de eller talde;
- telja fraa» er at fraraade. 9stivsindet, ubøielig.
Et lignende sagn er hjemfæstet til Kvitesei(l præstegaard i Telemar- ken (l-’ayes norske sagn). Det lindes ogsaa i Skotland og maaske i flere lfifið0; H“’alter SCotl fortæller det ganske overensstemmende med det her anferte.
