Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/295

Denne siden er ikke korrekturlest


BEFo1.KN1NG. 285 Borgaren1 paa Utrøst. (Fra Lofoten efter Ivar Aasen.) Naar eiu ser Lofoten synnante, saa ser han ut som ei lang ra mæ tinda aa odda2, mest 1iksom tenn’ paa ei sag; saa bratte aa kvasse æ fjellan te sjaa te. D’ æ eiu stor fjor paa søre Sia, saa di kal1a3 Vestfjoren; han æ vikjent før dæ, at der bi4 fiska ei otru1i mengd mæ tosk om vinteren; men hel1est æ dæ ein stygg fjor te aa færas paa, før der æ stor sjøborÖ aa tung sjø i han, aa naar ver’e staar inn ta hav’e, saa æ der slikt eit brem aa brotÖ inn mæ 1ann’e, at dæ staar som eiu foss upp ett’ alle bergan mæ bærre skum aa dræv. Va ikje dæ, at der æ saa mang vaaga aa kjeilaY te 1aup’ inn i, saa hadde Lofoten vorre reint eit obørt8 lann før sjøfarand Folk. Yste øyann 1igg saa langt ifraa kverann’er, at ein ser di berre som smaa skjer ut i hav’e; aa den øy’a, saa 1igg aller yst, d’ æ den, saa di kalla Røst. Men gamle-karann hadd’ ei tru om dæ, at der va eit lann, saa laag endaa lenger ut, aa dæ kal1a di Ut- Røst; men den øy’a va osynli, aa dæ va bærre tuftefolk9, saa budde der. D’ æ ikje 1eng sia, dæ va eiu mann, som sa’, at han ha vorre der, aa dæ va trøysamt10 aa hør’, naar han tok te fortel’, kor dæ gjekk te. Den tia, daa æg va ung, sa’ han, daa foor æg mang gang ut paa hav’e paa eiu liten kjeksn aa sku fisk’, sumti’ mæ ga1-n aa sumti’ mæ 1in’ e1l juksong e1l aenn bør-nskap12. Eingaang hente dæ sæg, at æg va langt unna’3 lann, aa han blees upp eiu v-inn ta hav’e; daa snudd æg heim aa vatt upp seg1’e aa styrte beinast aat lann. Men hest som detta va, saa visst’ æg ikje ta, før sjøn vart sti1l, aa baaten ste fast; aa daa æg sku sjaa ette, saa sto baaten paa lann midt iein rugaaker. Æg sto upp aa gjekk paa lann aa sku sjaa k1’îDg om mæg, aa daa saag æg ei stor sjøbuï4 aa ei 1aan1Ö mæ krambu aa alt saa te hørte. Saa vent’ æg att aa skuva baaten utu aakren, aa rodde saa upp aat bryggja aa 1a’ aat. Daa kom der ut eiu mann, saa saag ut te væra eiu borgar ell kjøpmann, aa han kom ne te mæg aa helsa aa næmte mæg mæ namn. “Aa saa æ du ute aa færas i dag,» sa han. «Æg æ saa, ja,» svart’ æg, «men æg undras paa, at I sku kjenn’ mæg; æg trur alle1-, at æg kjenne ørî0; æg tyks aller ha set ør før.» «Ja saa daa,» svart’an, aa saa sport’an ette, om æg ha fisk. Æg sa’, som ’ Borgar.- handelsmand. ’ En rad af spidser og toppe. ’ Som man kal- der. “ Bliver. Ö For sjoarburd: sjøgang. C Ba-im og brot.- brændinger og bølgebrud. V Flertal af kjeil(Z: sund eller smalt indløb. G For obyrgt, af ubyrg: som man ikke kan bjerge sig i. 9 Vætter, under-jordiske W Mor- somt. U Liden baad, færing.- W l.ine eller haandsnøre eller andre red- skaber. Juksong heder ellers djupsogn. W for undan.- borte fra. H Sjø- b0d. pakbod. W Hovedbygning. W Edcr, Dem; gan1melnorSk yðr.