Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/330

Denne siden er ikke korrekturlest


320 NORDLANDS AMT. denne med rimelighed ventes. Saa sidder han taalmodig, til damp- skibspiben høres, da rusler han ned til baaden og sætter fra land. Nordlændingen vil gjerne have lov om alting, og hvis man kan tro Petter Dass, er det ikke forstandigt at være altfor imøde- kommende eller føielig. Dass synger nemlig-: Thi Rustieus er et forunderligt Djur: Est du ham beleven, da er han dig sur, Han napper den, sig monne klappe; Men napper du hannem, da klapper han dig; Jeg raader derfore, du lærer hans Svig Og sner efter Veiret din Kappe. Skjønt nordlændingen som regel er rolig og besindig, kan han opfanatiseres og tage sig selv tilrette, naar der ikke er tilsyn. Paa Lofotfisket i 1896 vakte nogle karusseller fiskernes raseri, da de mente, at de narrede penge ud af lemmerne paa folk. Man rev ka1-ussel1erne ned og forbød eierne at sætte dem op igjen, i modsat fald vilde de ødelægge dem. Det samme blev gjort med dem, der mistænktes for smughandel med brændevin: man brød boderne op og slog brændevinet ud, og ophidselsen var stor. Selvtægt af befolkningen i Tromsø og Mehavn viser, at administrationen ikke bør være altfor slap. Forbrydelser er ikke hyppig i Nordland. Der klages ofte over, at de tager fisk fra hverandres redskaber, men man kan vide, at paa et fiskehav, hvor liner staar over liner som en spindel- væv, og hvor liner og garn kommer i vase, der er det ikke godt muligt at dele hver fisk efter det redskab, hvori den hænger fast Ofte er man nødt til at kappe andres redskaber og tage den fisk, der hales op i baaden, hvis det hele ikke skal ende med, at man hverken ved ud eller ind. Nordlændingen vil helst have det saa, at alle fisker noget og alle omtrent lige meget, og ingen meget mere end andre. Dette er en af grundene til, at han gjerne vil have forbud mod anvendelsen af nye -redskaber, der fisker godt, om end en med- virkende grund er den, at han tror, at godt fiskende redskaber ødelægger bestande11, og det ene redskab staar derhos, naar fiske- havet er trangt, i veien for det andet. Synderlig evne til sammenslutning i økonomiske foretagender synes nordlændingen ikke at have. Hvis anlægget af et meieri f. eks. er til større fordel for naboerne end for ham selv, bliver han ugjerne med, saa (1er kanske bliver to anlæg, der gaar daar- lig-t, hvor et kunde gaa godt. Agronomerne klager over, at nordlændingen er for lidet arbeidsom paa land. Han slider tungt paa sjøen, medens fisket staar paa, men ogsaa under fisket spil(les en masse tid, hvilket