Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/342

Denne siden er ikke korrekturlest


332 NORDI‘ANDS AMT. Hun klines paa Fla(lbred i Steden for Smør, Saa stryger han Flabhen og visker den tor Og reiser hel glad til sin Hytte. Han takker den Danmand, ham solgte den Sil(l, Og spanker paa Gulvet høibenet og gild, Som havde han fanget et Bytte. Flyndre og kveite og den af kveiten lagede rækling og rav faldt mere i Petter ])ass’s smag end den sure sild: Nu vel an! hvad gjør du, min digtende Penl Se til, at du slaar ei af Tankerne hen De Flyn(ler og Kveifer hin’ fede! Du vedst jo vel, der er den deiligste Fisk, Med hvilken Vor Herre begaver vor Disk Og Dugen for os monne brede. Man skjær hendes Ryg udi Ræklinger brav, Af Finnerne skjæres den dryppende Rav, Saa fed saasom Smor til at smage: En Spise, der vel er Berømmelse værd, Kan bæres paa Fadet for læg Mand og Lær(l. Det Skal dennem noksom behage Kveite ansees endnu i Nordland som en høitidskost. Paa mange steder i Nordland var kveite en staaende ret. Kve1den før bry1lupsdagen og julekvelden maatte den ikke mangle paa bordet; thi da skulde den husfader, som ikke havde sørget for at skaffe kveite ti1veie, lide en s1em medfart, «sidde i lun- nen», det vil sige bindes fast til de stokke i baadstøen, hvor- paa man trækker baaden op paa land, og der skulde han sidde en kold høstkveld, «mens sjøen fler op og falder ud». I regelen indskrænkedes tugtelsen til, at kvinder11e, naar de kom ned til stranden efter kogning, bandt en snor med en krog i enden fast i lunnen og heftede saa krogen fast i husbondens eller tjene-steguttens klæder. For at værge sig sørgede altid husfade- ren for, at der i sjøboden fandtes et stykke rav, nogle ræklings- kast eller endel skaarkveite, hvis man da ikke havde været saa heldig at faa en kveite, som kunde «frelse manden ud af lun- nen»; alle i huset skulde være «kveitemæt» om julekvelden. Kveiten serveredes paa forskjellige maader. Raven spistes til brød; var den meget fed, stegtes den paa gløder. Rækling og skaarkveite blev kun stegte, naar de ikke var fuldkommen tøi-re. Tørret skaarkveite og det magreste af raven blev under- tiden kogt i suppe, den saakaldte sporlemssuppe. I fersk til- stand serveredeS kveiten kogt, aldrig stegt. Mod den skabbede steinbit har Dass ingen fordom; den er bedre end den ser ud til, siger han: Du bedre dog bliver i Renen end Sjun, Er sagte saa god som in(lstoppet Kallun I ’l’armers indvikle(le l’oscr.