Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/348

Denne siden er ikke korrekturlest


338 NORDLANDS Au-r. Kostholdet under Lofotfisket skildres i 1591 af Schønnebøl som daarligt: «Naar de nu kommer hiem om qvellen, da haver de lidet til mad, men slet intet til drike, uden de kunde drike en drøk vatten, eller en drøk blande, det er syre og vand blandet til sammen. Syre er den valde, som man giør suur ost af tyk koe-melk. Denne valle, efter at osten er der af reent optagen, da lader de den udi tynner, og haver den saa at drikke det hele aar igjennem. Naar han haver nu ligget nogen stund udi tyn- nen, saa bliver hand suur som anden ædike.- Saa tager de et lidet deraf som en pell, og saa fire gange saa meget reent vand, og blander der iblandt, og det er den heste drik. Men det skeer ofte at samme tynde, som de haver denne syre udi, fryser slet sønder for dennem, saa de maa drikke slet vand. Men de, som kunde formaa mundgaadt eller øll, og haver det med til fisket, de haver slet ingen gavn deraf, fordi det fryser slet bort. Bundene springer af tønderne, og ølet fryser ud imellem stavene, saa at de maa hugge tønderne synder, og smelte saa jsen udi kiele, om de vil have noget gavn der af.» Ogsaa nutildags spiser fiskeren lidet eller intet helt fra om mo1-genen, da han spiser brød og drikker kaffe, til han kommer sent hjem om eftermiddagen Det er ialfald ikke regel, at de har mad med paa sjøen under fisket. Naar fiskerne kommer hjem i rorboden fra fisket, drikker de varm kaffe, som kokken har kogt, medens de stellede i fjæren, og dertil spiser de et stykke brød. Til aften er fersk fisk stadig ret. Efter fisken og suppen bruges ofte mølje. For 5O aar siden var forsyningen under Lofotfisket forskjel- lig fra nu. Tilgangen paa livsfornødenheder og handelsvarer var før i tiden ringe paa kramboden i rorværene og omfattede kun et begrændset antal artikler. I rorværene solgtes dengang fra kramboden brændevin. Handelsjægterne fra Trondhjem førte brændevin med sig i partier ofte paa 2O-=-3O tønder. Fiskeren fik da en dram, naar han kom af sjøen, og den kaldtes sjø- (lrammen. Denne blev ikke betalt med penge, men altid med fisk. To stykker sk1-ei sammenbu.ndet ved sporen kaldtes en spærre flsk, og en spærre fisk var prisen paa en sjødram. Sjødrammen var saaledes altfor dyr. Kjøbefartøier betalte gjerne 6, 8-1O Skilling for en spærre fisk. Desuden kom den skik igang, at sjø- drammen blev givet gratis ombord paa kjøbefartøierne, naar blot disse fik kjøbe fisken. Dette holdt sig til 1886. Nu er det vanskeligt at faa brændevin og ofte ogsaa øl paa fiskeværene, medmindre man har forsynet sig til reisen. Udrustningen med niste til folk, som skulde paa Lofotfiske, var før vidtløftig. I de senere aar tager fiskerne, som reiser til