Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/35

Denne siden er ikke korrekturlest


26 NORDLANDS AMT. underkanten; ligesaa siges: «setja tvo klør eller tri klør» i stær- kere vind; der siges «ein klo-vind»: vind som er for stærk for fulde sei1, saa at den nederste klo maa trækkes ind. Øges vin- den, sættes anden og tredje klo, og med tre klar tilbords synes baaden at hoppe fra bølge til bølge. Besætningen paa en fembøring er i flsketiden almindelig 5 voksne mænd og 2 u11ggutter i 16-17 aars alderen. Saavel under roning som under seilads har hver mand sin bestemte plads i baaden. I agterrummet sidder høvedsmanden. Under seiladsen holder han styrvollen med den høire haand, med den venstre er han færdig til at løsne draget og fire i seilet, hvis vinden øger paa, og kloen skal sættes; han maa passe godt paa vindrosserne og styre baaden sikkert. Under seilads i stærk vind sidder bagrumsmanden ved siden af høvedsmanden. Han passer skjødet, firer, naar vinden bliver altfor stærk, og baaden lægger sig altfor meget over. Hvis baaden tager ind altfor meget sjø, staar en mand færdig i bagrummet og øser sjøvandet ud med øsekarret, som er saa stort, at det maa holdes med begge hænder. Fremmest sidder halskarlen oppe paa ripen og holder fast i seilets ytterkant og skjød. Han hjælper høvedsmanden med at se i vinden, roper varsko for baade, som man møder, og for svære sjøer, saa baaden kan lettes i skjødet, saa den ikke støder for haardt; han bøier seilets kant indover, han «trækker kloa», naar det behøves, han har, næst høvedsmanden, den an- svarsfuldeste plads paa baaden. Tidligere blev fembøringen som oftest sat paa land hver aften under fisket. I den senere tid har man som oftest ladet dem ligge for dræg om natten ude paa havnen. Paa sine reiser til og fra Lofoten og Finmarken brugte flskerne ofte at ligge i sine baade, nu bruges baadhuset, løftningen; man laa dog ikke netop under aaben himmel; hvor der var nogen- lunde god havn, saa baaden kunde fortøies, overnattede man hos folk i havnen. Men ofte var der fuldt af fiskere, eller man„ søgte havn, hvor ingen folk boede; da blev man i baadene, men havde et slags ly i tjeldet. Man satte to løse tofter sammen som et slags sparreværk, lagde en aare med den ene ende paa disse og med den anden paa krydsstokken i stavnen, og fik saa- ledes dannet et slags mønsaas. Over den bredtes seilet som et skraatag. Var seilet nyt, kunde fiskeren sidde og ligge nogen- lunde tørt under tjeldet. Ryen og tildels skindfelden var det almindelige sengklædesplag paa reisen. Ryen var hensigtsmæs- sigst, da den taalte væde og vask. Man gjorde op ild paa en stor stenl1elle i rummet bagom tjeldet, og der blev kogt suppe. Suppen og tørmad toges ind under tjeldet og fortæredes der. Omtrent fra 6O-aarene brugtes kaffe istedetfor suppe.