Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/37

28 NORDLANDS AMT. at komme frem. Paa mellemdækket staar og sidder og ligger mennesker tæt stuvede sammen. Nogle har hængekøier, som de hviler i, andre strækker sig paa sække og tønder. For at komme frem maa man skræve over sovende mennesker og klatre over tønder og kister og skrin. Nogle spiller kort, andre spiser og drikker, og andre snakker, og samtaleemnet er oftest fisket. Skibet vedbliver at tage fiskere med ombord fra alle stoppe- steder, helt til man kommer til Lofoten. Ved de første anløbe- steder i Lofoten begynder fiskerne at forlade skibet, og snart er de iland allesammen. Bostederne for fiskerne paa reisen til Lofoten var i den ældre tid meget daarlige, ofte et gissent bryggeloft, hvor vind, sne og regn kom ind; der kunde være 2-3OO mand paa et sligt 1oft. Nu er der paa hande1sstederne oftest borgestue og borge- stueloft, og man indlogerer sig hos gaardmænd og husmænd, hvor det kan fa1de, og bor med husets folk. Trangt kan det dog være ogsaa nutildags paa reisen, saa fiskerne er fornøiet, naar de kommer frem til sin egen rorbod. Ikke sjelden er rorboden sneet ned, naar de kommer frem, og sneen skuffes da væk, saa der bliver en 3, 4 meters snefri gade rundt boden. 0vnen fyres gloende rød, og døren sættes aaben, forat boden kan tørres og den mugne luft komme ud. Man ordner saa sine sager og koger. I Lofoten faar baadene hos opsynet et nummer, der slaaes paa baadene; uden nummer har ingen ret til at drive fiske. P Hvert vær har som mærke et bogstav og sin egen nummerrække. Naar nogen vil flytte fra det ene vær til det andet, hvad der paa grund af flskets vekslende gang er meget almindelig, faar de beholde sit oprindelige nummer, der noteres af opsynet paa det sted, hvor de er tilflyttet. Fiskernes forde1ing paa de forskjellige vær er meget ujevn. Det største antal havde tidligere oftest Henningsvær, Svolvær og Stamsund; i de senere aar har man fisket bedre i Vestlofoten end i Østlofoten. Lofotfisket er vistnok aarvist, men det er uvist, hvor sti- merne vil søge under land, og hvor de vil blive staaende. Al- mindeligst var det ialfald tidligere at træffe skreien i mængde paa det havstykke, der begrændses af Skraaven, Henningsvær- øerne og Vaagan, hvor de gamle bekjendte vær Skraaven, Hen- ningsvær, Hopen, Ørsvaag, Kabelvaag, Svolvær m. fl. ligger. Havet mellem Skraaven og Kabelvaag kaldes Høla. Sommetider har den søgt op i det trange, men dybe Raftsund, og fisket er da oftest rigt, fordi farvandet tillader fiskeren at tage paa sjøen hver dag. Andre aar er skreien ikke kommet længere op end til Henningsvær, og da bliver der almindelig fisket ved de