Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/387

FINNER OG RENAVL. 377 Fas-tlandet mellem Velfjorden og Vefsenfjorden hører til Bin- dalen, Tjøtta, Velfjorden og Vefsen herreder. W Denne strækning er sommer- og delvis vinterdistrikt, Kvit- .fleld distrikt no. 17, og taaler et renbelæg af indtil 1200 dyr. I fjorddalene og i en del fjelddale er godt sommerbeite, hvorfor der har holdt til 7 finnefamilier med ca. 1400 ren. Svenningdal og Fiplingdal i Vefsen danner et sommer- distrikt, KapJjeld distrikt no. 18, og kan belægges med 5O0 ren. Susendalen er egnen mellem store Børgefjeld og rigsgrænd- sen og danner Susendalen distrikt no. 19, og kan belægges med indtil 700 ren, fornemmelig til sommerbeite og, saavidt for- nødiges, til vinterbeite. Om den tidligere renbeitning i Susendalen og Hatfjelddalen er oplyst: indtil omkring 184O, ligesom tidligere, beitede her ude- lukkende norske finner sine ren i sommertiden, medens de om vinteren søgte ind i Sverige. Disse finner havde bygsel paa renbeitetrakterne af finneskattens indehavere Brodtkorb eller Holst. Nogle uger i den var-meste sommertid havde tildels enkelte svenske finner efter erhvervet tilladelse hos de norske bygsel- finner og mod vederlag beitet et mindre antal ren nær rigsgrændsen i Teplingerne. Efterhaanden blev vintermarken i Sverige mere indskrænket for de norske finner, og det er gaaet meget tilbage med finnerne i trakten. Kun nogle faa familier holder sig her endnu, men deres renflokke er meget smaa. Lammende paa finnernes som bøndernes bedrift i Susen- dalen og Hatfjelddalen er den løse ren fra Sverige, som begyndte for 25 til 35 aar siden. De svenske finner fra Tärna udskilte i kalvningstiden om vaaren de simler, der har kalv, og lod resten af flokken paa -egen haand drive indover Susendalen og Hatfjelddalen uden be- vogtning, medens finnerne selv levede i leire paa den svenske side af grændsen. Ca. 10000 ren blev paa denne maade drevet indover Hat- fjelddalen herred, hvor intet skaanedes; fjeldbeiter, udslaatter, ja endog tildels ager og eng inde ved gaardene ødelagdes af -disse halvvilde dyr. Slaatengene afgnavedes og nedtrampedes af renhobene, og .avlingen blev derfor liden. Paa udslaatterne blev høstakkerne, som bønderne med stræv og møie havde sat op under høonnen, udrevne og nedtrampede af løsren. Renen søger ikke op tilfjelds fra bygden, før varmen kom- mer, og i kolde somre gaar den der helt til høsten. Den gjældende finnelov forudsætter, at finnen skal følge sine 1ren og bevogte dem paa de steder-, hvor dette kan ske overens-