Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/40

FlSKERIER. 31 som sne. Gamlænkerne og linerne maa da kappes, medens «rok- salverne» eller sjørøgen staar høit. I Østlofoten ligger ikke flskepladsene saa langt tilhavs, og landet kan naaes med hvilkensomhelst vind, men i Vestlofoten, hvor fisket foregaar et par mil og mere fra land, er det ofte umuligt at krydse op til været; man kan forsøge at naa et af de østlige flere mil borte liggende vær eller sætte ind over den her 1O til 12 mil brede Vestfjord; men.begge dele er farligt og er det sidste og yderste middel. lnde paa havnen ligger under fisket kjøbefartøierne saa tæt, at det er vanskeligt at komme imellem dem. Opover de nøgne holmer og klipper staar hus ved hus og hjeld ved hjeld paa kryds og tvers; der er et mylder af baade og mennesker baade paa havnen og paa land. Skipperne i fartøierne venter paa fangsten, baadene lægger til, forhører sig om priserne og ror til andre fartøier, om man ikke bliver enige. Er handelen kommet istand, tager fiskerne sin kniv og sløier fisken, det vil sige bugen skjæres op, indvol- dene tages ud, og hovedet kuttes af. Naar saa fisken er lempet ombord, hvor flækkingen begynder, roes til trankogeriet med leveren. n Naar den sløiede fisk er kastet ombord i kjøbefartøiet, ligger den spredt over hele dækket i et lag, som baade fiskere og far- tøifolk vader i til op under knæerne, naar de skal gaa fra den ene ende af fartøiet til den anden. Paa begge sider af storlugen er sat op lange fjæle eller slagteborde med plads til en eller to mand ved hvert. Paa disse borde flækkes 1isken, det vil sig“e, den kløves efter midten med en stor kniv og rygbenet tages ud; naar dette er gjort, skyves fra bænken ned i rummet, hvor den lægges i lag og saltes. Naar fartøiet er fuldlastet, seiler man til tørkepladsen, hv sken tages op af rummet, vaskes ren for salt, slim og blod og bredes ud over bergknauser og sandfjærer for at tørres. Naar fisken er tør, og til denne proces medgaar almindelig en maaneds tid eller mere, tages den atter ombord, hvorefter man seiler til byen og sælger den til kjøb- manden, som igjen skiber den ud til Spanien og Italien. En del af skreitorsken hænges paa hjeld, men denne be- handling af fisken er nu mindre brugt end før.’ En hjeld bestaar af t-o lange stænger, der løber parallelt med hinanden og hviler paa en tverstok, der igjen hviler paa fire i marken nedrammede stokke. Paatvers over disse lange stænger lægges nu andre tyndere og kortere stænger, og paa disse stænger hænges fisken op til tørringi fri luft. Skal man hænge fisk paa hjelden, tager man en stok, hvor- paa er fæstet for eksempel et stykke af re11sdyrhorn, saa-