Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/412

Denne siden er ikke korrekturlest


402 NORDLANDS AMT. og Pajala sogne, men ogsaa til finlandsk omraade. Til dette sidste føres (1883) aarlig 1000O eller 12000 ren fra Enontekis Sogn paa beite. I løbet af de senere aar er renernes antal i dette Sogn for- øget. Aarsagen hertil har for en del været den, at finner med ren har flyttet ind fra finsk Enontekis og fra Koutokeino, for nogen del den, at finnerne har været sparet for hjemsøgelser, som sygdom blandt rensdyrene, ulve og sen og kold vaar m. m., hvad der saa ofte ellers formindsker deres hjorder. Denne betydelige tilvækst i renhjorderne i de senere aar samt det indskrænkede omraade inden sognet og den ringe til- gang paa vaarbeitesmarker, har tvunget flere finner til at foretage jlytningen til Norge, før simlerne kalver, hvad der i ældre tid ikke var skik. Først naar kalvene var blevne saa voksne, at de uden skade kunde følge med den øvrige hjord paa flytningen, har nemlig denne tidligere fundet sted. Nu derimod bliver omtrent et lige stort antal ren ført til Norge før kalvningen som efter denne. Endel af enontekisfinnerne kommer saaledes i de første dage af mai til Norge. Disse flytter omtrent daglig, i det mindste uden at gjøre noget længere op- hold, fra vinter-beitesmarkerne ind i Norge, hvor de allerede i mai indtager sine sommeropholdssteder. De, som bibeholder den gamle sædvane, kommer derimod ikke til Norge før i slutten af juni eller i begyndelsen a-f juli. De første fører altid renerne i samlet hjord; de sidste fører stundom, hvor renhjorden er stor, han- dyrene og gjeldsimlerne 1 eller 2 uger tidligere over grændsen end de andre simler og kalvene.» Den her givne fremstilling af, hvad er gammel sædvane og af de stedfundne -misbrug, er, som det vil sees, given af en kongelig svensk kommission. Den bestemmelse i Karlstadoverenskon1sten, hvorefter finner ikke uden tilladelse kan komme til Norge før l5de juni, med mindre usædvanlige veirforhold gjør det nødvendigt, fastslaar efter dette, hvad der har været sædvansmæssig ret. Finnerne bør komme, som før, efter kalvningstiden og samlet. Naar det er nødvendigt paa grund af usædvanligt veir, kan de slippe ind før, men dette maa afgjøres af upartiske folk, og kan ikke overlades til finnerne, og naar de svenske finner faar beite i Norge før sædvansmæssig tid, synes det ikke urimeligt, at Sverige betaler voldgiften. Norge vilde ellers ikke alene have alle ulemperne af dette, men desuden betale for at faa ulemperne. Skjønt Karlstadoverenskomsten i det, som angaar tiden for l)eitningen med ren, efter dette synes at have truffet det, som er billigt mod de fastboende, og det, som svarer til gammel sæd- vane, saa er man fra svensk side misfornøiet, og der er indledet forhandlinger om dette. Ved disse forhandlinger er der, som før