Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/433

Denne siden er ikke korrekturlest


- OVERNATURLIGE VZESENER OG 0VERTRO. 423 som styrtede ned i dalen og begrov et stort handelssted. Da fjeldet styrtede ned, saaes ilden og røgen syv mil ude i havet af fiskere ude paa fiskebanken Gjeneggen. Øen skjalv og bulderet hørtes som en torden ud over bygdens grændser. Der var et trold i Dyrøfjeldene, som var forelsket i handels- mandens datter, men hun vilde ikke vide noget af troldet. Dette mindede faderen om; at det i femten aar havde seilet til Bergen i hans skibe og havde afværget alle slags uheld. Taugværket var engang slaaet feil paa Stadhavet, saa at masten vilde være gaaet overbord, hvis troldet ikke havde støttet den med sin ryg. Troldet lovede ogsaa handelsmanden mange foræringer, hvori- blandt en «gu1dbjeldet gjet, og den kaldes Lia og Ljoma». Men da det ikke hjalp, rev troldet ned hele fjeldet og begravede handelsleiet. Senere flyttede det til en anden kant af øen, hvor der senere saaes lys i atten vinduer. Andre siger, at troldet selv blev til sten og er den sorte tind paa fjeldryggen i sydøst for Balluren. 8 dage efter den forfærdelige hændelse kunde man nede i uren høre hanegal fra den begravede gaard. Dette sagn er besunget i en vise, som nu ikke mindes. Jutulen afløses af fanden i beretningen om Rødøpræsten, som med svartebogen tvang ham til at udføre et jættearbeide. Præsten i Rødø havde studeret i Wittenberg og havde der lært svartebogen, saa han kunde løse og binde. Præsten paa- lagde engang den onde at fare ud til Trænen og bryde et stort stykke af fjeldet og føre det til Rødø. Mærke efter det stykke, han brak ud af Ti-æntinden, kan man endnu se. Men paa far- ten kom han til at slippe ned berget, som sank. Han fik dog fat i det med kloen, men satte saa afsted i sinne, saa han tørnede saa haardt mod en fjeldvæg paa en af øerne, at berget, han slæbte paa, gik i knas. Det største stykke af det knuste berg tog han, og den stenhellen laa længe udenfor stab- bun-et paa Rødø præstegaard. Andre fortæller, at det var præsten i Lurø, som befalede fanden at skaffe præsten en stenhelle saa stor og flad, at kirke- almuen kunde danse paa den. Fanden søgte længe og fandt endelig en helle ude i Trænen, men da han fløi med den store stenhellen hjemover til Lurø, kom han til at slaa kanten af hel- len mod toppen af en holme, saa der gik et stort stykke af hel- len. Da blev han saa sint, at han slængte hellen fra sig, og den faldt ned paa Surnøen og gik i mange stykker, og der lig- ger de den dag idag, en stor helle med mange mindre omkring. I beretningen om gjennemgravningen af Vem2esund er det den hellige kong 0lav, som udfører jutularbeidet; thi Venne- sund i Vik forkorter veien. Oprindelig var der, hvor sundet nu er, et eid, som forbandt Kvalø med fastlandet. Men da St. Olav