0VERNATURLIGE VÆSENER 0G 0VERTRO. 427 Naar man skal lægge sig ned for at drikke af en bæk eller brønd, skal man sige: cTvi trold i bunden, kors i vandet, unda me, kvar te se, Gud te me.» Da gjør troldene ikke noget ondt, medens man drikker (Vega). Det er godt at lade en baas i fjøset staa tom, forat de underjordiske kan faa plads for sit kvæg der;“ hvis dette ikke gjøres, vil et kreatur styrte i løbet af vinteren. En gut gik i besøg til en nabogaard, men saa blev det mørkt omkring ham, saa han ikke kunde se, hvor han var. Da det tog til at lysne, var der en Vildfremmed gaard, med store huse og mange folk paa tunet. Paa havnen laa tre fartøier. Manden paa gaarden bad gutten ind i stuen, og mandens datter ønskede ham velkommen. Hun saa godt ud og var blaaklædt som alle folk der paa gaarden. Manden paa gaarden vilde have gutten til svigersøn, men gutten mente, at han var for ung til at gifte sig. Borde blev baarne ind, og gjæstebudskost blev sat frem,men gutten vilde hverken spise eller drikke,og det likte de ikke. Efter maaltidet begyndte manden igjen at tale om gifter- maalet og lovede gutten gaarden og fartøierne, hvis han vilde blive hans maag. Men gutten sagde, han havde ingen lyst at gifte sig og vilde gjc1ë11c slippe ud igjen. Det fik han saa, da de skjønte, at de ikke fik beholde ham med det gode. Da de saa lukkede berget op, hoppede gutten op med begge fødderne paa én gang ved dørstokken. Han vidste, at naar en skal ud fra huldrefolk, skal man hoppe i døren, for de kaster en gloende ildtang efter en. Da raabte huldren efter: «Vidste du det og! Havde du ikke hoppet, var du ikke kommet vel herfra.» Huldren Hittfolket kaldes ogsaa huldrefolket, og der er forsaavidt lighed, som huldrefolket ogsaa har buskap og gaarde som hittfolket. Men den ægte hulder har kohale. Hun er vak- ker, elskovssyg og herlig klædt, men i Nordland som andetsteds bliver hun mishandlet, helst paa grund af den religiøse intole- ranee. Træffer det til, at huldren bliver gift med den mand, hun har kjær, bliver hun en god kone. Huldren eller «hulla», som hun kaldes i Nordland, driver ligesom Menneskene fæet ind i grinderne (kveet), og man kan nu og da se hende i sin blaa stak flytte disse én gang daglig, som skik er. Sin havnegang vil hun gjerne beholde for sig selv og liker ikke, at kristne sauer kommer did. Sker det, siger hun «hys!», og Sauerne farer hver til sin kant.
Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/437
Denne siden er ikke korrekturlest