Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/438

428 NORDLANDS AMT. En af de første rydningsmænd i Skogj“rudalen i Moi Ranen havde fældet et stort træ i skogen. Han skulde kløve det, og havde sat en trækile i stammen.r Da kom der en kvinde, som var saa vidunderlig vakker, at øksen faldt ud af haanden paa ham. Hun var klædt i rødt, og det gule haar faldt nedover skuldrene. Hun sagde, hun havde faaet ham kjær, saa hun kunde ikke glemme ham; hun boede saa vakkert, og hun bad ham følge. Manden, som stirrede paa hende med huen i haanden, kunde ikke faa frem et ord. Men da fik han se kohalen mellem skjørterne hendes, og den hang ned i kløften i træet. Da forstod han, greb øksen og slog kilen ud, saa kløften gik sammen om halen. Skogfruen ilede da bort, slæbende stok- ken efter halen, men hun saa paa manden med et saa bedrøvet udtryk i det deilige ansigt, at det gjorde ham ondt for hende. Da manden havde ryddet pladsen sin, giftede han sig, og de levede længe og vel; han var stundom lidt underlig af sig og saa og hørte ting, som andre ikke kunde se eller høre. Da han var død og de kjørte ham til graven, hørtes fra skogen deilige toner fulde af sorg og savn, og de fik øie paa en række af rødklædte folk. Først gik en vakker,W høi, sørgende kvinde. Det var skogfruen med sit følge; hun fulgte til graven manden, som hun ikke kunde glemme. At huldren bliver en brav kone, naar man er rimelig mod hende, viser dette eksempel. Der var en gut, som altid saa en blaaklædt kvinde følge efter sig, naar han var alene i skog og mark. Hvor han satte sig, satte hun sig og. Dette gik saa længe. Han spurgte en gammel kone tilraads, og hun raadede ham til at lægge sin haand paa huldrepigens skulder. Dette gjorde h:1n, men saa blev haanden siddende fast og kunde ikke løsne. Den gamle kone blev atter raadspurgt, og hun bad ham lade sig vie til huldre- pigen af præsten. Ogsaa denne gang fulgte han raadet; saasnart Vielsen var e11dt, løsnede haanden. De levede siden fornøiede og kom i velstand og rigdom. Hele den norske folkestamme, ogsaa i de gamle bilande, har sagn om en ægteskabelig forbindelse mellem en mand og en over- naturlig kvin(le, som først viser sig i kobbes“kikkelse, men lægger kobbehammen af, saa at manden kan bemægtige sig den. Saa- længe det lykkes ham at gjemme hammen for hende, lever hun tilfreds og lykkelig med ham, men opdager hun først hammen, kan ikke engang hensynet til de børn, hun har født ham, holde hende tilbage. Hun tager hammen paa, styrter sig i sjøen og vender tilbage til sit hjem.