Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/439

OVERNATURLIGE V1ESENER OG 0VERTRO. 429 Der er her tale om samme slags væsener som huldrefolket, det skjulte folk, fra først af en betegnelse for de afdøde. For en befolkning, som lever ved og af sjøen, ligger det nær at henlægge disse væseners opholdssted til havet, medens indlandsboen lader dem opholde sig i hauger, skog og fjeld. Sag-n fra den klassiske oldtid og fra middelalderen har be- varet det oprindelige grundlag klarere og mere ublandet. Det er den afdøde ægtefælle, som vender tilbage, og da hænder det ofte, at den gjenlevende faar børn med ham eller hende. Fra et keltisk folk i England gjengav middelalderen saaledes et sagn om en ridder, hvis afdøde hustru vendte tilbage til ham og fødte ham sønner og døtre, som kaldtes den dødes børn (jilii mortuæ). Ud fra denne forestilling er sagnene om den tvungne huldre- brud og om kobbepigen sprunget, men fordi troen paa de afdøde har blandet sig med den almene forestilling om oversandselige naturvæsener, knyttes sagnet ikke her -længer til en afdød ægte- fæ1le, men gjælder forholdet mellem mennesker og de væsener, som tilhører en anden verdensorden. Paa straudbredden i en vik fandt en mand flere kobbehuder eller sælhundskind, og ude i bugten saa han skikkelser, der duk- kede og svømmede. Han tog den ene kobbehud og skjulte sig bag en haug. De svømmende kom snart iland, og det var unge, vakre kvinder, som iførte sig kobbehuderne, og drog bort. Kun en blev siddende paa stranden som en vakker kvinde og saa be- drøvet efter de bortdragende. Manden gik ned til stranden til hende, og hun fulgte ham hjem og blev hans hustru. De fik flere børn, men kobbepigen glemte aldrig sit frie hav. En dag var den ældste gut krøben ind under et husgulv paa gaarden og fandt der den kobbehud, som faderen havde taget ved strand- bredden. Faderen var borte, og moderen var syg efter en barsel. Saasnart moderen fik se huden, greb hun den og kastede den over sig, ilede ned til sjøen og svømmede bort som en sæl. En lignende beretning er der i et eventyr fra Finmarken: Pigen jra havet meddelt af J. Friis .- Tre unge piger kom ned til strandbredden, lagde klæderne fra sig og badede; en gut, som saa det, tog den enes klæder, medens de badede; de to andre piger forsvandt, men hun, som havde mistet klæderne, stod igjen og jamrede sig. «Jeg kan ikke leve her, hvor jeg ikke er født, og du kan ikke leve der, hvorfra jeg er kommen.» Imidlertid giftede de sig og fik en søn. Da gutten var saa stor, at han kunde gaa, fandt han en kiste i et udhus og i den var de klæder, som moderen havde, da hun kom fra havet Da gutten viste hende dem, tog hun dem paa og drog did, hvorfra hun var kommen.