Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/441

oVERNATUR1.1GE V1ESENER 0G 0VERTRO. 431 «trollaÞings». Oskereien i snevrere forstand som et dødningeridt, anført af en kvindelig dødsgud, som i middelalderen har faaet navn efter Gudrun Gjukesdotter og nu kaldes Guri Rysserova, tilhører udelukkende den rygske folkeæt. Egentlig er her vel tre forestillinger, som er blandet sammen. Rygernes oskerei er et dødningeridt; gandj’erden, gandreien er et hekseridt eller troldkjærringridt og stundom et følge af folk, som er kommet voldsomt afdage, og jolereia eller joleskreia med jole- sveinarne er ude ved juletider og er almindelig følger af jule- gjæstende haugefolk. Her og der, om end sjelden, kan jolereien dog ogsaa opfattes som en dødningerei, bestaaende af ildgjernings- mænd. (Om oskereien, julereien og lignende ridt se Bratsberg amts beskrivelse, bind I, pag. 418, Nedenes amt, bind I, pag. 568, Lister og Mandals amt, bind I, pag. 460 og Nordre Bergenhus amt, bind I, pag. 653). Gaangferder eller gandferder kjendes i Nordland, ligesaa jule- svendene, men oskereien ikke. Julesvendene drager ved juletider omkring paa gaardene og volder bryderi, ja, de har taget kristne folks børn og ført dem bort. Julenatten skal bordet være opdækket med julekost, forat de, som om natten gjæster gaarden, kan faa noget. Julenatten taler kreaturerne et for mennesker forstaaeligt sprog. Da rinder der ved midnatstid vin i bække og elve, da kan man paa korsveiene se overnatux-lige væsener, og gaangferden farer over gaard og grænd. Her er gaangferden et juleridt, og da enten et hekseridt eller et ridt af haugefolk eller julesveinar, der skal beværtes; oskereien er ikke ude kun om julen. Draugen er en uhyggelig skikkelse. I Nordland er draugen gjenfærdet af de druknede og kaldes ogsaa sjødraugen eller hav- draugen, men ellers betegner draugr paa oldnorsk dels dem, som efter døden har sin bolig i graven, dels gjengangere, som vender tilbage til de levende. Der siges i Nordland draugen, som om det skulde være ét væsen, saa draugen vistnok ofte opfattes som et væsen, i hvilket alle de paa sjøen omkomne er personificeret, om der end kan optræde følger af drauger, ligesom det sjelden kan være en enkelt druknet, som gaar igjen. I Nordland tænker man sig ofte draugen som en fisker i fuldt skindhyre, med skindstak, skindbukser, sjøstøvler og lange hvide uldvotter; han er uden hoved, men han har en tarevase til hoved. Han fa1-er paa en afbrækket baad, og skjønt han er uden hoved, tuder han stygt, naar en skal omkomme paa sjøen. Om aftenen høres hans uhyggelige raab fra sjøen, mod stygt veir lyder det «hutetu!», men er nogen feig, høres et langtrukket «baad!»