Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/445

Denne siden er ikke korrekturlest


0VERNATURLIGE V1ESENER OG OVERTRO. 435 mand og en halvvoksen gut, som vilde bjerge fiskeredskaber, da dragsuen brød ind nøstdørene. Manden fik sprunget ud gjen- nem en anden dør, men en bølge tog hele nøstet og gutten med. Hans lig blev ikke fundet, men hans røst høres, naar der kom- mer storm. Havbondm og havj“ruen hører til de væsener, der delvis har dyreskikkelse. Havmanden med sit tangklædte hoved viser sig helst, før det bliver storm og uveir, og vender altid ansigtet mod den kant, hvorfra uveiret kommer. Havmanden er som en mand fra midten og op, nedentil er han som en fisk, og havfruen har ogsaa fiskehale for fødder. Mange har seet dem begge. Naar havmanden viser sig, er det klogest straks at sule snøret op og ro i 1and; da bliver det storm. Naar han kommer op i vand.skorpen, vender han, som nævnt, ansigtet mod den kant, hvorfra uveiret skal komme; paa hovedet har han floket tang istedenfor haar.“ En nordlænding laa og fiskede en mils vei fra land i vak- kert veir, og fisk var der nok af. Da kom der op foran baaden et tangklædt hoved, som vendte ansigtet mod sydvest. Da- var det ikke raadeligt at blive paa sjøen. Det var langt til land og desuden modvind, saa de naaede kun nogle smaa holmer ude i havet, hvor de fortøiede baaden og lagde sig til at sove. Snart blæste det op med en storm, og sjøgangen blev saa stærk, at baaden holdt paa at slaaes istykker, før de fik den op paa berg- hellen. I dage maatte de holde til paa disse holmer, hvor de frøs og sultede. Havfruer kan ved daarende sang lokke folk til sig. Der nævnes i sagaerne mænd, som fik børn med havfruer. Askeonsdag seiler havfruerne til land, hvis det er paalands- vind, og da bliver der sygdom paa fæet. Havfruens sang høres, hvis hun har bør, og hvis det er modvind, høres hendes graad. Marmælen, sagaernes marmemvill, er udførlig omtalt i Fin- markens amts beskrivelse (bind II, pag. 627 ff.). Det er her af Moltke Moe paavist en mærkværdig Sammenhæng mellem Seilenos- sagnet, Aschmedaisagnet, Mer1insagnet og marmælen. Marmælen holder til i havet, kan fiskes, men vil tilbage til havet igjen. Marmælen er saa liden, at han med foden kan staa i den del af a-ngelen, som er nedenfor agnhaken. Træffer man til at drage ham op, skal man give ham et klædningsstykke, spørge ham om et eller andet, som man gjerne vil vide, men man skal ikke spørge om, hvor længe man skal leve. Hvis marmælen ønsker det, kan man tage ham med iland og sætte ham ind i baadnøstet eller i en sjøskjaa, hvor der hænger tørfisk. Han bliver iland, til han selv vil afsted, og da skal