Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/451

Denne siden er ikke korrekturlest


OVERNATURLlGE VÆSENER OG OVERTRO. 44I hittfolket. I vuggen til smaabørn, især før de er døbte, skal lægges staal eller salmebogen. De underjordiske kan ellers tage barnet og lægge sit eget i stedet. En saadan bytting vil ved sit gammelmandsansigt, det store hoved og de sære fagter, vise, hvorfra den stammer. Har man en bytting liggende i vug- gen, skal man med et birkeris tre torsdagskvælde efter hinanden «hy» eller rise troldungen. Den underjordiske moder vil da omsider blive rørt ved sit bams skrig og slænge det andet til- bage i vuggen. Engang havde de taget et guttebarn ud af vuggen hos en kone og lagt en bytting isteden. Den havde fjæs som en gam- mel mand og drak som en u1v og kunde aldrig blive mæt. Grandkonen gav det raad, at hun skulde forsøge at faa ham til at snakke, og hvis hun gjorde det, skulde hun banke ham med syv nye sopelimer, til der ikke var en kvist igjen af limerne. Konen satte sig til at væve i en vævstol, hvori der ikke var noget garn. Byttingen laa længe og saa paa det, saa kunde han ikke dy sig længere, reiste sig op i vuggen og spurgte, hvad mor bestilte. «Aa, jeg væver skjørtetøi af ingenting,» sagde konen. «Ja, nu har jeg levet i syv ve(lfald (den tid, som hen- gaar fra træet spirer, til det dør ud af ælde, er et vedfald), men endnu har jeg aldrig seet nogen væve tøi af ingenting,» sagde byttingen. Da begyndte konen at dænge ham med sopelimerne, saa kvistene føg. Hun havde slidt op to limer og holdt paa med den tredje, og byttingen skreg. Da kom troldene farende og kastede hendes gut til hende og sagde: «Der har du stygge- gutten din, lad os faa stakkarsskallen vores igjen.» De underjordiske er ogsaa fæle til at tage voksne folk til sig, og der er mange beretninger om, at de lokker med sig en eller anden, som de er forelsket i og vil gifte sig med. Lykkes det, forsvinder gutten eller pigen, og de kan være borte længe. Ofte kommer den forsvundne tilbage, men han eller hun er i regelen ofte noksaa fjantet eller fjollet, efterat de har været bergtagne. Pa-a en gaard i Skjerstad var der saaledes en halvvoksen gut, som hed Lars, og han blev rent borte. Men en dag, da folkene holdt paa med markarbeide, sad Lars der tæt ved dem med ryggen mod en stor sten; i haanden holdt han en flad stenhelle, som han stirrede paa. Saa tog de stenhellen og kastede den, saa den gik iknas. Da stak gutten i at græde; de havde ødelagt den katekismen, han fik der, han var sidst. Præsten fik nok vide, hvor gutten havde været, men han var for klog til at fortælle, hvad gutten havde oplevet hos de derjordiske. Gutten blev halvfjollet, og det hænder ofte den, som har været haugtagen.