Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/454

Denne siden er ikke korrekturlest


444 NORDLANDS AnT. holde, indtil han Kongl. Resolution derom haver erlanget» (Wessel. Bergs reskr. I, -172). . Der er vel al grund til at antage, at provsten Møiniehens mistanke til et kvindfolk, som drog en haandkværn, var berettiget. Han henviser med rette til de kvinder i Finmarken, der blev brændte som troldkvinder, fordi de selv tilstod, at de havde øde- lagt et skib fra Bergen, hvilket skib senere kom frem i god behold. Denne historie om utboren paa Skaalvold er meget bekjendt; her hidsættes forkortet de beretninger, som er offentliggjort af B. M. Keilhau og O. A. Øverland. Arne Hartvigssøn har givet «en sandfærdig beretning om et spøgelse og dets sælsomme adfærd» paa Skaalvold. Efter denne beretning døde i 1683 paa Skaalvold to ældre ægtefolk, Lars 0lssøn og Anne 0lsdatter. I 1684 blev jorden bygslet af Nils J“enssøn, som blev gift med Synneve Andersdatter. Straks efterat de var flyttede til gaarden, hørtes om natten noget smaat tuskeri, som de ikke agtede paa. I 1685 tiltog dette, men manden holdt det endnu skjult, i haab om, at det vilde høre op. I 1686 be- gyndte banken og slag paa husene, saa folk blev forskrækket. Manden søgte raad hos præsten, og 25de søndag efter trefoldighed reiste præsten om aftenen med manden til Skaalvold. Da de skulde gaa tilbords, hørtes et slag nede i gaarden, og da de gik derhen, hørte de det banke oppe i gaarden, og da de kom did, bankede det længer henne, saa det ligesom vilde narre dem. Ved sengetid begyndte det igjen at banke paa stuen, hvor de var. Slagene lød i førstningen dumpt, som om man lagde en hynde paa væggen og slog til med en kølle; dog føltes det, som om huset skulde skjælve, og det holdt paa hele natten. I l687 ved pinsetider, da solen er oppe hele natten, var det ganske stille en fjorten dages tid, men efter den tid begyndte det som før, ikke alene med banken paa husene, men ogsaa med kasten paa gaarden, ja i stuen lukkedes døren op, og der kastedes ind træ og sten; undertiden blev folkene slaaet, og der kaste-des efter dem med kjæppe og sten. Undertiden skrabede det paa døren og vindusI11gerne, som om det havde klør, alIermest, naar de læste i postilIen om søndagene. Det larme(le mest i stuedøren, hvor der laa to smaa haandkværne (det var skik, at de om mor- genen maIte det mel, som brugtes om dage.n). Folkene fik ikke fred, naar de skulde male, men de blev slaaet, og løse tingi gaarden kastedes dem i ansigtet og paa ryggen. 2lde søndag efter trinitatis begyndte det at raabe: «Nille- moder! Nille-moder!» En tøs ved navn Nille Jensdatter havde tjent paa gaarden, men for ?’Ø4 aar siden havde hun flyttet hen til en anden gaard, Ve mil derfra.