Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/456

Denne siden er ikke korrekturlest


446 NORDLANDS AMT. Det var rigtig, at Nille mistede det ene øie paa den tid og laa 14 dage og vantrivedes. Hendes tanke var at faa spøgelset til at holde op; hun tog derfor benene, som laa iet stykke skind og kastede dem en nat i sjøen tæt ved mandens nøst. Præsten talte til Nille, som hørte paa dette, og hun sagde, at det var sandt. Præsten bad hende selv tale til spøgelset og hun gjorde det, sigende: «Lyv ikke paa mig,» og spøgelset sagde: «Kys mig» etc. Præsten sagde da, at Nille selv saa, at Gud ikke længere vilde have denne synd skju1t, og bad hende bekjende, hvad hun videre havde paa hjertet. Spøgelset sagde: «Lad sætte jern paa hende!» Men præsten svarede, at det skulde ikke ske. Da konen lagede til mad, raabte spøgelset: «Giv mig noget suppe!» Præsten svarede: «I helvede er din mad beredt! Pak dig nu herfral» Nille fulgte præsten i baad til fogden, hvor hun gjentog sin bekjendelse i hans og almuens paahør. Imidlertid holdt spøgelset endnu paa med undertiden at tale nogle faa ord. Engang raabte det: «Jeg vil være hos og se paa min moders blod, naar hun rettes.» Nille blev dømt til døden af sorenskriveren, og lagmanden Hans de Fine stadfæstede dommen, og amtmand Christian Kruse anbefalede eksekution. Amtmanden var paa hjemreisen paa Skaal- vold og hørte spøgelset tale; da han talte haardt til det, svarede det uhøflig, og da han reiste bort, slog det to ruder ind i vinduet, da han gik ud af døren. Røsten læspede som et barn. Den l6de december blev Nille rettet, men dagen føre saa konen i huset spøgelset staa i gaarden i mennes-keIîg skikkelse, men smalt og høit, saa det ragede over alle huse. Den næste nat saa manden det tilhest, stævnende ud til retterpladsen. Det var for-skrækkelig stort, saa det syntes at række op i skyerne. Før havde det nogle gange sagt, at det var som en liden mus, undertiden at det var saa stort, at dersom man fik det at se, vilde man blive forfærdede. Nille gik vel beredt til sin død, og præsten priste hendes tros stadighed og hendes pønitenses alvor- l“ighed. Efter eksekutionen var spøgelset borte i 1O dage, men saa begyndte det paany at tale om flere, som havde begaaet samme m1sgjerning. Præsten tilføier-, at dette er saaledes passeret, som han selv har seet og hørt. Beretningen er dateret Laskestad præstegaard den 29de december l687. Hele vinteren efter fortsatte denne maler-G genius (onde aand) med sine forrige diskurser og talte ved høilys dag, men nu var det forbudt alle at tale med den eller svare den. Den gras-