Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/457

Denne siden er ikke korrekturlest


OVERNATURLIGE V.ZESENER 0G 0VERTRO. 447 serede, til nat og dag blev lige lys; Da hørte man ikke mere til den. MøiniChens beretning er stilet til bispen Christopher Schlettäer. Det heder der, at der paa gaarden Skaalvold forleden vinter har spøget med slag og bankeu paa væggene Præsten Arne kom did og hørte det ogsaa, han formanede folket til ikke at frygte Satans spøgeri. Om vaaren blev det stille igjen. Om høsten begyndte det atter og talte med lydelig røst og spædt som et barn. Røsten lod sig høre i forstuen under en haandkværn, som tøserne malede paa. Den kla-gede og klynkede, raabte siden «Nille-mor, Nille- mor!» og paa spørgsmaal om, hvem han var, og hvad det var for en Nille-mor, svarede han, at han var en fordømt aand, avlet af Nille-mor og Mads Titing, var ombragt af moderen og henlagt under en berghelle. Nille, som havde avlet et barn med Mads Titing, vilde ikke vide af flere fostere end det, hun havde bragt for lyset og staaet skrifts for. Spøgelset stod paa sit. Hr. Arne konfererede med Møinichen, som raadede til privat at tale med hende, da Mads Titing var død; hvis hun ikke vilde omvende sig, kunde man føre hende til det sted, hvor fosteret var henlagt. Hun negtede endda alting. Den onde aand sagde: «Min moder snoede mig om i vaar, og da rev jeg det ene øie ud paa hende.» Nille sagde, at hun vistnok fik mén paa øiet, idet en perle satte sig paa det ene øie, saa hun mistede synet paa dette. Da hr. Arne vilde lede efter fosteret, bekjendte hun, at hun havde taget benene derfra forleden vaar og kastet dem i havet, og da havde hun faaet det men paa sit øie. Fosteret havde hun avlet med Mads Titing for 14 aar siden og kvalt det med sit strømpebaand, da var hun kun 18 aar gammel. Kvindfolket blev da sat fast, blev dømt at miste livet, dommen stadfæstet af lagmanden og hen- rettelse beordret af amtmanden. Men Satan holdt sig immer der paa Stedet og havde en lang samtale med amtmanden. Han sagde, at flere saadanne fostere var henlagt deromkring. Han forlangte brændevin af amtmanden og mad af folkene i huset og kastede med sten og ler af skor- stenen. «El1ers kommer mig en tanke ind, skriver MøiniCIem. Hvo ved, om mennesket har gjort den gjerning, eller Satan har ind- bildt hende det per phantasiam, som han for nogle aar siden ind- bildte nogle kvinder i Finmarken, at de havde omkommet Iver ()hristenssøns skib af Bergen, hvorpaa de paa deres egen be- bekjende1se bleve-brændte, og skibet kom velbeholden og uskadt til Bergen. Dette har og lagmanden foreholdt hende, men hun staar fast ved sin bekjendelse.» .MøiniChen sagde til amtmanden, at man vel, før mennesket