Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/460

Denne siden er ikke korrekturlest


450 Nom)I.AN1)S AMT. naar du er kommen hid, men jeg skal give dig et raad. Naar du gaar ud af kirken, skal du trække af dig det ytterste klæd- ningsplag og lade det falde inde i kirken; derved opholdes de noget.» Manden gjorde saa og slap fra det, men han hørte dauingerne stimle efter ham ud imod døren. Der er en gammel tysk beretning, som ganske svarer til den hos Asbjørnsen: I 1516 tildrog sig i St. LorenZkirken, at en from kone vilde gaa i englemessen; hun troede, det var ret tid, og da hun kom til kirken, fandt hun døren aaben. En gammel præst forrettede messen, og der var mange folk, tildels uden hoved og dels af- døde, som hun havde kjendt. En, som var død for 3 uger siden, og som havde været hendes fadder, bad hende for Guds og den hen hellige jomfrues skyld tage sig iagt; naar præsten standsede, maatte hun løbe, saa fort hun kunde, ellers kostede det hendes liv. Hun fulgte raadet og hørte en voldsom støi, som om kirken faldt ind, og paa kirkegaarden havde spøgelserne grebet fat i kappen og revet den fra halsen. Hendes kappe var revet i smaastykker, og paa hver grav laa en fille. I Koutokeino var der i 1821 en gut, som hed Nilas, og som var saa fæl til at sove i kirken. Han gik op paa lemmen og sov saa fast der, at han ikke hørte, at folk gik ud af kirken. Han blev da lukket inde der. Saa kom to gutter og tændte lys, og saa kom der folk, saa kirken blev fuld. De gik som rigtige folk, men størsteparten var enøiet. De havde en præst, som stod for alteret og holdt længe paa, men saa fór de alle ud, men uden at døren aabnede sig Det er et udbredt sagn, at en afdød elsker eller ægtefælle kommer tilbage og rider afsted med den gjenlevende. Fra Nordland er der en slig beretning om en pige, som hed Karen, og som havde mistet sin fæstemand. Hun sørgede saa, at hun ønskede, at han maatte hente hende til sig; hun vilde gjerne følge ham i graven. En kveld gjentog hun grædende sit ønske. Da kom hendes fæstemand. Hun fulgte ham gjerne ud, og en sort hest stod opsadlet udenfor døren, og paa den red de begge afsted. Paa veien sagde han: «Karenmor, er du ræd ?» «Nei,» svarede pigen. Mere blev der ikke talt. Da de kom ind paa kirkegaarden, bandt fæstemanden sin hest ved et kors og begyndte at grave op graven sin. Da blev pigen ræd, sprang ind i lighuset paa kirkegaarden og skjød slaaen godt for døren. I lighuset stod et ubegravet lig. Fæstemanden kom og bad hende lukke op. Men det gjorde hun ikke, for hun havde mistet lysten til at dø. Han raabte til den døde i lighuset: «Bror, som inde er, luk op,» men den døde svarede: «Jeg kan ikke staa op, for de har vendt hovedet mit til døre11.» Pigen maatte sidde i lig-