Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/461

Denne siden er ikke korrekturlest


0VERNATURLIGE V.2ESENER OG OVERTRO. 45I huset, til det blev morgen; men siden sørgede hun ikke saa ufor- nuftig over sin afdøde fæstemand. Sagn som dette har vid udbredelse i tid og rum. Allerede i det oldhellenske sagn om Protesilaos og Laodamia heder det, at Protesilaos af underverdenens gud fik tillade1se til at besøge Laodamia, efterat han var falden for Troja, fordi hun sørgede saa dybt. Kort efter fulgte hun ham i døden. Dette sagn turde være grundlaget for et helWlenisk folkesagn, som beretter om en broder, som havde lovet at hente sin søster, men saa rev døden ham bort. Moderen klagede ved graven, væltede stenhellen fra hans grav og mindede ham om hans 1øfte; da steg han ud af graven, tog en sky t-il hest, en Stjerne til bidse1 og maanen til reisekamerat og drog afsted for at.hente søsteren. Hun steg straks paa hans hest. Men medens de red hjemover i den maanelyse nat, sang fuglene: «Hvem saa vel nogen tid en fager pige føres af en dødning?» Hun spurgte broderen, hvad det vilde sige. «Forrykte er fug1ene, hvad de end kvidrer,» svarede han. «Jeg er ræd for dig, hvorfor dufter du saa af røgelse?» sagde hun. - «Præten iJohanneskirken røgte mig ind med formeget myrrha.» «Men hvor er dit haar og skjæg?» «Det faldt af mig i en haard sygdom,» svarede han. Da de kom til moderens hus, og hun saa, at det var hendes børn, overvældede sindsbevægelsen l1ende, saa hun sank død om. Lignende fo1kesagn og de forestillinger, som har affødt dem, er vidt udbredte og gjenfindes næsten hos alle nationer. Bekjendt er de tyske linjer, som gav anledning til Bitrgers berømte ballade «Leonore»; de lyder: O Der Mond dr scheint so helle, die Todten reiten scl1ne1le: Feins Lieboben, graut dir nicht. Grimm nævner et hollandsk pendant: T’ maantje schijnt Zo hel, mijn paardtjes lope Zo snel Soete liefje, rouWt ’t W niet? En svensk variant har Ge?Zjer meddelt: Månan skiner, dödman rider: Ar du inte rädder än, Bol1a? Fu1dstændigere forekommer sagnet paa Island i Arna-S“ons «IslenZkar Þjòðsögur ok æfintýri»; det indflettede vers lyder: Maininn liðr, dauðiun riðr,