Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/465

Denne siden er ikke korrekturlest


ovBRNATUR1.1GE V.ESENER OG 0VERTRO. 455 den jægt, hun seilede omkap med, for1ise. Uveiret øgede, saa alle saa den visse død for øinene. Men troldkonen kom ikke længere frem end til midten af jægten; da røg stampen i staver, og heksen sank. Nu minkede han seilene straks, og uveiret lagde sig. Den heks, som voldte uveiret, døde samme dag, uveiret rasede paa Stadhavet. Præster med svarteboken er i slægt med heksene, forsaavidt som de bruger overnatur1ige midler, og de staar nok i pagt med fanden, men saaledes, at de kan byde over ham og tvinge ham, og derfor er de agtede, og der staar respekt af dem. Svartekunsten er egentlig en mistydning af det græske ord nekromanti, som er den kunst at forudsige fremtiden ved at fremkalde døde. Til at øve sin kunst, havde præsten svarte- boken, og kunsten havde de lært i svar-teskolen. I middelalderen henlagde man denne skole til de berømteste lærdomsæder, Paris, Bologna, Salamanca, Toledo; efter reforma- tionen har de protestantiske nationer seet paa Wittenberg som svarteskolens sæde; deraf talen om wittenberglærte præster. For hvert kuld i wittenbergskolen tager fanden, som er skolemester, den sidste; det er Overenskomsten Men af og til hænder det, at han finder sin overmand og bliver lurt. Ikke faa af de bedste svartekunstpræster har snydt fanden ved at give ham sin skygge istedetfor sig selv. Det bedste kjende- mærke paa de flinkeste præster af denne slags er derfor, at de ingen skygge har. Den mening har været almindelig, at mange præster eiede svarteboken og kunde løse og binde den onde. Disse præster havde studeret i Wittenberg. Sagnene om præster, som forstaar mere end sit fadervor, er nu i Nordland helst knyttet til Petter Dass. Hans tjenestegut havde en dag faaet fati svarteboken og havde truffet til at læse de ord, som løser fanden. Denne kom straks. I forskrækkelsen sendte de bud til præsten, at den onde var løs hjemme. Hr. Petter var just kommet paa stolen, men ilede vred hjem; her befalede han straks fanden at gaa ned i fjæren og af sanden lage et kabeltaug til præstens jægt, medens han selv var i kirken. Men den løse sand vilde ikke hænge sam- men, og naar et taugstykke var færdigt, faldt det fra hinanden. Hr. Petter sendte efter prækenen fanden bort med skrub, fordi han ikke fik tauget istand. Engang vilde kongen prøve hr. Petter og befalede ham at prædike for kongen juledagen til froprædiken i Kjøbenhavn. Budet skulde ikke naa til Petter Dass før aftenen iforveien. Hr. Petter greb til svarteboken; den sorte skulde straks bringe