Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/478

Denne siden er ikke korrekturlest


468W NORDLANDS Amt mor (Strøm.“ «Søndmørs Beskrivelse, II, pag. 441), og om den velkjendte ø Jomfruland udenfor Langesundsfjorden, i middel- alderen kaldt Aurr. Peder Claussøn skriver om denne ø: «Norske Skibsfolch, aff nogen SuperstitZ oc Vonne, ville icke neffne det Land Jomfruland, naar de ere under Segel, før end de hafue seiglet der forbi, men kalde det Landet gode, huil- chen SuperstitZ de oc observere met flere Orter.» Claussøns forklaring er, efter O. Rygh, vistnok den rigtige for alle tre øer. Det er eller har ialfald været en meget almindelig overtro blandt sjømænd og fiskere, at forskjellige ting ikke maatte nævnes med sine sædvanlige navne, naar de var paa sjøen, formodentlig en levning af hedensk tro paa onde vætter, hvis magt man haabede at kunne undgaa, hvis man ikke gjorde dem opmærksomme ved at nævne dem selv eller gjenstande, hvortil deres onde hensigter knyttede sig, medens man haabede at kunne formilde dem ved at bruge smigrende navne istedetfor de egentlige. De tre øer ligger saaledes i ledeu, at de maa have været mere end almindelig farlige for kystfarten i ældre tid. Ved den nordlandske ø har det navn, sjømandsove1-troen har givet den, fortrængt det oprindelige, som nu ikke længere kjendes. Sandsynligvis har navnet været et dyrenavn. Det ved Landegode liggende fyr heder Bjørnøfyr, men det ligger paa en liden ø for sig. Paa selve Landegode ligger gaarden Fenes, saa man kunde tænke paa Feø som øens oprindelige navn. Ogsaa gaarden Kvig med Kvigtind og Kvigvatn ligger paa øen, -men dette navn kommer ikke af kvige, men af kvi, fold, indhegning for kvæget. W Ogsaa paa Færøerne var det skik ikke at nævne tingen med det rette navn paa sjøen. «Kvast» brugtes som omskrivende navn for kniv, sværd, øks; «biti» for agn; «húsaskýggj» for røg. Andre navne er: «fumma» eller «vesa» for røg; «kisa», «stutt- nøs» for kat; «kvessi» for bryne, hvæssesten; «hin siðklæddi» for præsten. Shetlands fiskere har et forraad af sjønavne (lucky words, háfWords), som endnu den dag idag er stor-t, idet det ikke blot er særlige væsener og ting, som det har været forbudt at nævne, men der har været et sjøsprog, der ikke er lidet afvigende fra det daglige omgangssprog. At nævne præst, kat, kniv, enden paa fiskesnøret og lignende medførte en revse1se paa ste(let, f. eks. i form af en ørefig, for den unge, ubetænksomme mand, som paa denne maade ødelagde dagens fiskefangst. Den tro, at landdyr ikke maa nævnes paa sjøen, er endnu udbredt blandt norske sjøfolk. Da en norsk, videnskabelig