Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/480

470 “ NORDLANDS AMT. Melker en ko blod, da er det et trolddyr, som har pattet den. Man maa da brænde 5 fyrstikker under patterne paa koen, alle paa én tid, og bæljer koen da, saa ser den troldene fare (Melø). Kalver en ko julenatten, saa lader man kalven leve (Salt- dalen). Under høet i skjaaene om sommeren lægges gjerne ved. Denne ved maa ikke lægges kun af gutter, thi da føder kjørene kun oksekalver næste vinter (Ofoten). Hvis man vil have gjeter og sauer om vinteren, maa en pige være den første, som bærer høet ind i laden om sommeren. Hun siger da tre gange: «Sau og gjet.» Dersom man vil have bukke og vædre, maa en gut være den første, som bærer høet ind, og han siger da: «Buk og vær» tre gange (Skjerstad). Dersom en gris bærer halm eller kvist i kjæften, bliver det stygt veir (Melø). Gjeten er skabt af djævelen. Den blev dannet i et træ, det viser hornene, der er som gi-ene. Gjetens øine er ogsaa ander- ledes farvede end andre dyrs. Dersom sauene stanges, bliver det landvind. Naar man klipper en sau, saa tager man saksen i munden, førend den bliver sat i ulden, og naar den er klippet, strør man aske paa dens ryg; ulden vokser da snarere ud igjen. Bjørnen graver sig om høsten en hule i jorden til hi, og i dette ligger den om vinteren. I denne tid patter den paa sine 1omer (labber). Første halvdel af vinteren ligger den med den høire side mod jorden og den anden del af vinteren med den venstre side mod jorden, og naar den skifter side, bytter den og «lome» (Melø). „ Bjørnen er gris hos de underjordiske, og det er dem, som føder den vinteren over, naar den ligger i hi og ikke kan finde nogen føde ude i skog og mark. Sæ1hundene er gjenfærd af Faraos hær, som omkom i det røde hav; de kan undertiden lægge af sin dyreham og antage menneskelig skikkelse. , Møder man en sæl paa veien, og den staar foran baaden, bliver det en uheldig dag; man kan gjerne reise tillands med det samme. Staar sælen derimod paa siden af baaden, har det ingen fare; staar den bagenfor i kjølvorren (kjølvandet), gaar sikkert alt godt (Vega). Gaar man ud om morge11en, uden at have spist, paa den tid, da trækfuglene kommer tilbage, da daarer fuglene dem, som hører skriget, og det har ikke gode følger (Melø). Madstykket, man spise-r, før man gaar ud, kaldtes «fugle- daare:P); de11, som hører en trækfugl fastende, er «daaret» af den.