Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/489

Denne siden er ikke korrekturlest


OVERNA’I’URLIGE“V1ESENER 0G OVERTRO. 479 s En gevækst gaar bort, naar to tvillingbørn bider over den (Melø, Skjerstad). 1 I Alstahaug lægger man en haand af en død paa. l Naar nogen er, som man kalder det, «vindøiet», bliver han bedre ved at se gjennem et sold den første gang, man ser solen efter nytaar (Skjerstad). Hvis en er stam, saa bliver han bedre, hvis man slaar ham i munden med en levende fisk eller med en vaad tul. Tandpine er en meget slem sygdom. Man kan blive den kvit paa mange maader; nogle er lette og andre vanskelige. Man kan tage 3 træpinder, der er spidse i begge ender, og med dem stikker man 3 gange i tandkjødet saa dybt, at blodet kommer ud. Derefter skal man bringe træpinderne til en ø, hvor folk aldrig kommer. Naar træpinderne med det blod, som er paa dem, er gaaet i forraadnelse, bliver man frisk (Melø). En anden maade er den, at man ikke skal nævne tandpine paa 7 aar. Faar man en vorte, skal man grave en 2 tommer dyb hule i jorden, og saa gnider man vorten med et usaltet fleskestykke. Naar fedtet er tørret ind i vorten, lægges fleskestykket ned i hulen, og man graver jord over og lægger en sten paa. Naar flesket er gaaet i forraadnelse, bliver vorten borte. Man kan ogsaa tage en -uldtraad og binde om vorten og gjøre med traaden som med fleskestykket. Denne sidste maade er næsten lige saa god som den første (Melø, Vega). I Saltdalen stikkes haanden i blod af slagt, saa bliver man kvit vorten; eller man kan stryge vorten paa lig (Melø). Hvis man viser, hvor et saar var og hvor stort det var, enten det nu er paa haand eller fod, siger man: «Troldet til- mærkes», det vil sige, jeg mærker ikke paa mig selv, men paa troldet. Dette maa gjøres, forat ikke den fortællende skal faa saar, hvor han mærker. For en række sygdomme skal der spannes, maales eller læses. n «Létt», som ytrer sig ved kvalme, opkastning og blegblaa ansigtsfarve, kommer deraf, at den syge har mødt en gjenganger. For det hjælper «spanning», o: maaling. Denne spanning udføres enten paa den syge selv eller et ham tilhørende klæduingsstykke, og den, som maaler, maa engang have maalt et lig. Det udføres paa den maade, at en klog kone sætter sin langfinger paa høire haand mod den syges venstre langfinger og tommelfingeren mod hans underarm eller haandled og saaledes videre opover armen, over brystet og nedover den høire arm. Ved det sidste fulde greb gjør hun med en knivseg et kors. Det samme gjentages derpaa fra høire mod venstre. Saaledes kan hun-se, om der er