Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/491

OVERNATURLIGE V1ESENER OG OVERTRO: 481 menneske ind i det ene øre paa den samme side, hvor det syge øie er; da bliver hesten frisk. Bliver en hest syg, saa siger man, at den har tussen. Man skal skyde over den med en rifle, som har hængt i en stue, hvor et lig har ligget. Hjælper ikke dette, saa hænger man en mængde tussemærker omkring hesten. Bløder man næseblod eller mister man blod paa anden maade, maa hundene ikke komme til at slikke blodet, thi da bliver de saa slemme til at bide, at ingen kan gaa uskadt forbi. Faar andre dyr menneskeblod, bliver de syge. Derfor bør saadant blod hvælves under gulvet i et hus eller brændes op. Dersom en sau eller ko bliver syg i benene, fører man den paa en græsvold og skjærer i torven med en kniv rundt om foden; den lille torve tages op og sættes paa nogle kjæpper, og saa er sygdommen forsvunden. 0VOI’tI’0 Om fi1111er. Troen paa finnernes trolddomskunst har holdt sig længe i Nordland, og den omstreifende fin har kunnet glæde sig over mangen gave, som han fik af bonde- konerne for ikke at volde ulykke paa folk eller fæ. Finnen var frygtet for sin trolddom og gand. Fik han ikke det, han tiggede om, hændte der et eller andet, som man helst vilde være fri. Nogle finner krævede bjørneskat, skjønt de ingen bjørn skjød; fik de intet, saa rev bjørnen Sauerne ihjel, eller ogsaa tog ørnen og rævene lam, eller man fik en plagsom sygdom at drages med. De evner, som tillægges finnerne iNordland, er da først den at kunne give efterretning fra fjerntliggende steder, idet de sætter sig selv i ekstase “eller tilstand af henrykkelse, videre kan de sætte ondt paa folk og fæ, sætte gand, videre kan de skaffe føielig vind eller volde uveir, gjøringsveir, gjenfinde tyve og slaa øine ud paa dem. Oprindelsen til benævnelsen gand er omtalt i beskrivelsen af Finmarkens amt (bind II, pag. 268 ff.). Ganðr er et norsk ord, ikke et finsk, og betyder egentlig stage eller kjæp, men bruges især om det middel, som den troldkyndige sendte afsted i sit ærinde, eller om den ham, som den tro1dkyndige iførte sig, eller paa hvilken de red, naar de skulde afsted til fjerne steder. Finnernes troldkyndighed er omtalt i Finmarkens amts be- skrivelse. Medens de selv ligger som livløse, kan de ved hjælp af gand fare til fjerne steder, hvor oplysning skulde søges. Denne forestilling er vel kjendt i Nordland. Naar en trold- kyndig fin gav efterretning om tilstande og begivenheder fra langt bortliggende steder, bragte han til bevis ofte en af ved- kommende kjendt gjenstand derfra, som en ring, en nøgle o.s.v. Fortællingerne derom er mange I gammel tid bragte han sig 81 - Nordlands amt II.