Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/493

Denne siden er ikke korrekturlest


0VERNATURLlGE V2ESENER 0G 0VERTRO. 483 lommetørklæde den gand, som en fin havde sendt ud efter ham. og som laa færdig paa stranden. Presten knugede den mellem hænderne og kastede den derpaa ud i sjøen, hvor den sank med et pibende skrig. Præsten sagde, at bumandsgand er stærkere end finnegand. En anden gang tog han en gand, som var til- tænkt ham, og smurte den sammen med smør paa en kage, som han gav den fin at spise, som havde udsendt ganden. Finnen gjorde stygge grimaser, da han maatte spise det, og sagde: «Far, dette var en haard kost.» Forestillingen om. at finnerne bruger gandfluer, som de sen- der ud, opfatter Fritzner som hidrørende fra Peder Claussøn og beroende paa en forveksling. Finnerne har, efter FritZner, aldrig brugt nogen æske med sorte fluer til trolddomsmiddel; ivrige be- stræbelser for at faa opsporet et saadant er blevet frugtesløse. HellZen skriver, at som præst i Ranens præstegjeld i 2O aar har han budt finnerne store penge for en gandflue, men hidtil forgjæves. «Alt hvad jeg har kunnet opdage med nogen- lunde vished er, at finnerne fik deres gandflue af en stor hvid fugl; dog bragte ei fuglen fluen selv, men a-amen, hvilken den rystede af sig, og naar den havde ligget en tid i en tillukket æske, saa kom en troldflue frem, der lignede den almindelige humle af størrelse, men var lodden og sort». HeltZen mener, at den hvide fugl er sti-im nyctea («varouk»; som af finnerne ansees saa hellig, at ingen vil skyde den, og at aamen er Cynips betulæ (Strøm: Søndmøre, 1, pag. 169: Fylle- kummer). Pastor Peder Brun til Gildeskaal har i en skrivelse til biskop Friis af 4de november 1765 berettet om finnernes gand; han var derom underrettet saavel af missionær Rachløw som af lektor von westen; den sidste havde paa sin tilbagereise vist ham fin- nernes gand, hvilken von Westen havde taget fra en fin, som havde truet med at ville skade lektoren. «Samme gand saa jeg (Brun) indelukket i en æske, hvor den gjemtes, af anseelse som en spansk flue.» Maaske har der været to oprindelige forestillinger, en om noget, som udskydes, pil, kugle, alvskot, og en, efter hvilken et insekt førte trolddommen med sig (se Finmarkens amts be- skrivelse, II, pag. 272). ’ Den tro har ialfald været udbredt i de senere aarhundreder, at finnen sendte ud sin gandflue, og at den voldte den mén, syg- dom eller død, som den traf, enten det var mennesker eller kvæg. Det er ikke alle finner, der kan «sætte gand»; kunsten gik over til de egentlige «gandfinner». Naar en saadan fin ikke fik, hvad han bad om, især kjød, kunde man være vis paa-, at en ulykke vilde ske; enten laa en ko styrtet i fjøset, eller et